Indholdsfortegnelse

3. Symfoni d-mol (1942)
Symfonien er komponeret under 2. Verdenskrig, mens Estland var besat af tyskerne.
Selvom det aldrig har været Tubins hensigt, er værket ofte blevet tituleret som den ”Heroiske”,
fordi den nemt kan opfattes som en heroisk frihedssymfoni, en jubelsang til det estiske folk og dets
land.
I forhold til Tubins andre symfonier er den 3. symfoni enklere i sit tonesprog og
følelsesmæssigt mere udadvendt, hvorfor den blev varmt modtaget af det ”almindelige” publikum.
Fra visse musikfolk gik kritikken derimod på, at Tubin havde taget et skridt baglæns og var bakket
ud af sin position som den modige, fremadrettede komponist. 50
3. symfoni består igen af tre satser og indeholder flere slags kontrapunktiske
kompositionsmetoder. Værket begynder med et eftertænksomt tema i bassens dybe register og
herfra udvikler hele symfoniens tematiske materiale sig. Den første sats er en syntese af en
sonateform og en fuga, hvilket er ret originalt. Hoved- og sidetema er tematisk relaterede og bliver
fra starten af behandlet kontrapunktisk. Anden sats er en hastig, tredelt scherzo, og dens lyriske trio-
del fungerer som det eneste pusterum i den ellers rastløse symfoni. Den sidste sats er en sonateform
og opsummerer hele værket – den er jublende og bombastisk. I codaen høres temaet fra symfoniens
introduktion, nu i D-dur, som ofte bliver fortolket som værende et frihedssymbol.
4. Symfoni A-dur ”Lyriske” (1943)
Med sin lyriske, pastorale stemning er den 4. symfoni noget overraskende, når man
tænker på, at den er skrevet i 1943 i Tartu under 2. Verdenskrig. Værkets første tema er lånt fra
solosangen ”Venten på lykke”, som Tubin skrev blot et par måneder tidligere. Inspirationen til
begge dele har i disse tilfælde nok haft mere personlig, følelsesmæssig karakter.
Partituret blev lidt beskadiget under 2. Verdenskrig, men de udskrevne stemmer kunne
dog stadig læses. Tubin restaurerede partituret først i 1978 og forkortede det lidt, og symfonien er
efterfølgende indspillet efter den reviderede udgave. Tubin selv var dog ret kritisk overfor sin 4.
symfoni og kaldte den gentagne gange for et af sine dårligste værker.
4. symfoni er meget klassisk i sin 4-satsede form og er et af Tubins mest traditionelle
og diatoniske værker. Den I sats i et moderat tempo, og den langsomme III sats og hurtige IV sats er
skrevet i sonateform. Symfoniens II sats er en scherzo med et roligt obotema i trio-delen. Den mere
50 Pärtlas, s. 20
23