Indholdsfortegnelse

Efter sidetemaets anden gennemspilning falder spændingen i musikken, flere og flere
orkesterstemmer holder pause og der er en stilstand i udviklingen – det markerer overgangen til den
”rigtige” gennemføringsdel (fra t. 234).
Gennemføringsdel. Som ekspositionen, begynder gennemføringsdelen med triol-
ostinaten i violinerne, tilbage er også ostinatens oprindelige indbyggede kvartspring, som nu vender
både opad og nedad (eks. 55):
De første takter af gennemføringsdelen (t. 234-266) flyder stille og fredfyldt. Udover
ostinaten kan man høre fløjtens og klarinettens dialog – sekvenser med lange flydende punkteringer
som stammer fra hovedtemaets slutning; samt soloviolaen med et par trioliserede opadgående
passager.
Freden bliver truet af hornet, som i pp, men staccato og marcato sætter ind med en ny
rytmisk og melodisk variation af hovedtemaets første takter (eks. 56):
Som nævnt, stammer materialet fra III satsens hovedtema (se eks. 50), men er
samtidig blevet transformeret på en måde, så det også mere og mere ligner hele symfoniens
grundlæggende rytme fra symfoniens første takter (se eks. 23). Motivet spilles af horn to gange,
hvorefter det overtages som basostinat af de dybe strygere (fra t. 284-377).
Kort efter bassernes overtagelse af ostinaten indtræder også materialet fra sidetemaet -
temaets første frase høres først hos trombone og basklarinet (t. 295-301); derefter hos trompet, obo
og engelsk horn (t. 301-307). Sidetemaet optræder på den måde kontrapunktisk med materialet fra
hovedtemaet.
Næsten samtidig (fra t. 302) sniger sig en ny slags rytme ind i de lyse træblæsere: de
uafbrudte trioler bliver transformeret til en mere pågående galoperende rytme, mens den oprindelige
endnu fortsætter i violinerne. Få takter senere (t. 315) stopper violinerne og den nye rytme bliver
overtaget af violagruppen (eks. 57):
72