Indholdsfortegnelse

lyriske, langsomme tredje sats bærer værkets indholdsmæssige kulmination. Også i denne symfoni
har hovedtemaet af den sidste sats en tematisk relation til hovedtemaet i første sats. Mere end de
foregående symfonier er den 4. rig på tematisk materiale. Samtidig bliver Tubins melodier mere og
mere udtryksfulde og organiske i deres udvikling gennem værket. 51
5. Symfoni h-mol (1946)
til Sverige i efteråret 1944.
Den 5. symfoni er et af de første store værker, Tubin komponerede, efter han flygtede
Indholdsmæssigt, med sin patriotiske og frihedssøgende stemning, er værket relateret
til den 3. symfoni, men resultatet er mere moden og dybsindig. Den er utvivlsomt påvirket af
krigens tragiske hændelser både på det generelle og på det mere personlige plan. Nogle kritikere har
udnævnt den til at være den estiske nationalsymfoni på grund af symfoniens to grundlæggende
temaer, som er baseret på henholdsvis en folkemelodi og en korsang. Fakta er, at den 5. symfoni er
et af Tubins mest populære og mest spillede værker.
Symfoniens første sats er komponeret i sonateform, anden sats er formet som
variationer over det nye tema, og finalesatsen er igen en sonateform efterfulgt af en stor coda-del.
6. Symfoni (1954)
Med den 6. symfoni, skrevet i årene 1952-1954, begyndte en ny periode i Tubins
komponistliv. Han opnåede et nyt niveau af modenhed i sin kompositoriske udvikling, som blandt
andet fandt udtryk i uklare tonale planer (han brugte ikke længere faste fortegn), polytonale
akkorder og en rytmik, som fik endnu mere dramatisk betydning end hidtil. 52
I sin 6. symfoni protesterede Tubin mod nogle af de tidstypiske tegn – han oplevede
en verden, der blev mere overfladisk, og han frygtede et etisk/moralsk forfald der kom til udtryk i
den moderne jazzmusik:
„Jeg havde en følelse af, at i forhold til den klassiske musik var hele jazzkulturen et tegn på nedgang.
Jeg reagerede især stærkt imod meningsløsheden i de dårlige og stereotype improvisationer. Grunden til, at jeg blev en
pessimist, var, at jeg mødte jazzens tragiske side, narkotika og alkohol. Senere skiftede jeg mening og kan nu godt nyde
jazz som underholdning. Men da jeg komponerede min 6. symfoni mellem 1952 og 1954, frygtede jeg, at jazz
fuldstændigt ville komme til at overskygge den klassiske musik.” 53
51 Humal, s. 34
52 Pärtlas, s. 21-22
53 Connor, s. 59
24