Indholdsfortegnelse

II sats Sostenuto assai, grave e funebre
Symfoniens II sats har karakter af sørgemarch blandet med en slags hedensk ritual 72 ,
og er gennemkomponeret som en fri form. Satsen virker som én stor bølge fra pppp op til en
kraftfuld orkestertutti og tilbage til pppp, med en tendens til tredeling – en stigning efterfulgt af
kulmination for til sidst at falde til ro. Det er også bemærkelsesværdigt, at I sats går direkte over til
II, og I sats’ sidste akkord høres de første fire takter inde i II sats.
Satsen begynder med paukernes sørgemarch (fra t. 413 73 ) som er den første af de fire
tematiske elementer. Paukernes ”trin” c#- h- c#- g fungerer som ostinat, dog varieret lidt undervejs,
gennem store dele af satsen (eks.9):
Med den forstørrede kvart i ”trinnene” virker stemningen mere besværgende end
opgivende. En kvartinterval virker statisk og ville være oplagt i en sørgemarch hvorimod en
forstørret kvart med sin indbyggede spænding virker truende og spændingsfyldt, selv i pppp.
Det andet tematiske element er det trestemmige kor i celli, der begynder i satsens
femte takt (t. 417), altså samtidig at de sidste toner fra første sats dør ud. Temaet strækker sig over
11 takter og spilles med sordiner i ppp (eks.10):
I temaets første halvdel spiller yderstemmerne i en oktav og flytter sig skiftevis med
mellemstemmen en halv tone ad gangen i lange toner, så man oplever det som nogle langsomt
skiftende harmonier. Kun i temaets syvende og niende takt er der lidt mere bevægelse i både
melodikken og rytmikken mellem de to øverste stemmer. Den nederste stemme bliver liggende på
72 Pärtlas, s.101 – en nærliggende fortolkning med symfoniens titel ”Den legendariske” i tankerne
73 Takttal fortsætter fra I sats
34