Indholdsfortegnelse

moderne udtryk. På grund af det udefinerbare nationale udtryk i Ellers musik 16 bliver han ofte kaldt
for Estlands svar på finnen Sibelius eller nordmanden Grieg. Lige så vigtig som det kompositoriske
bidrag, er Ellers arbejde som kompositionslærer. Fra 1920 til 1940 var han med til at uddanne
mange unge komponister i Tartu.
Artur Kapp i Tallinn og Heino Eller i Tartu var altså de ledende figurer i det estiske
musikliv i årene 1920-1940. De to forskellige kompositionslærere førte til at der opstod ”to skoler”,
som også medførte en anelse rivalisering. Kapp baserede sin kompositionslære på de klassiske
traditioner og lagde vægten på de vokale og vokalsymfoniske værker. Eller var mere fokuseret på
instrumentalmusik og forlangte, at den tekniske side var finpudset. Han var åben overfor nyt og
støttede sine elever i deres individualitet. Det var overvejende Ellers elever, der bragte noget nyt til
den estiske musikudvikling, og Eduard Tubin var klart den mest fremtrædende af dem. De nye
pust blev langtfra altid positivt modtaget af den ældre generation af komponister, som var hurtige til
at kalde dem for ”fransk impressionisme”. 17
Mellem 1920 og 1940 var den estiske symfoniske musiks udvikling hurtig og frugtbar.
I sit foredrag (se noten ovenfor) vurderede Tubin, at den estiske musik nok var kommet op på
niveau med andre lande, hvis ikke sovjettiden havde sat en stopper for det. På den anden side syntes
han, at den hurtige udvikling af nationalkultur undertrykte mange komponisters forsøg på at følge
med i de nyeste retninger i den europæiske musik og dermed bremsede dem i deres personlige
udvikling og udtryk. Han udtalte også følgende:
”Vi levede jo afsides fra de store centre, hvor ekspressionisme, atonalitet og andre retninger for længst
var blevet introduceret. Hos os kendte man ingenting til 12-toneteknik, og atonalitet – det være sig Schönbergs
teoretiske system, Bartoks intuitive atonalitet eller Hindemiths fritonalitet – var helt ukendt.” 18
Efter 1940, hvor Estland var besat af først russere, så tyskere, og dernæst igen russere,
forsvandt komponisternes (og mange andres) kunstneriske frihed lidt efter lidt. Tubin gav allerede i
1942 udtryk for, at han følte sig under pres, men først i 1944 – i sidste øjeblik – flygtede han og
mange andre dygtige kreative folk fra okkupationen. I 1956 sagde han i et interview:
16
Hans musik bliver ofte beskrevet som sprød og nordisk i klang, men han har aldrig direkte brugt folkemelodier i sine
værker.
17
Det mindedes Tubin i sit foredrag om estisk musik i 1954 i Stockholm. Ved vandrende vande, s. 109-118
18 Tubin, Ved vandrende vande, s. 115-116
15