Indholdsfortegnelse

Den sidste, III sats af 8. symfoni, er bygget op som tre strofer med lignende begyndelse og den
fjerde med ny materiale (AA1A2B). 128
De få frie former i Tubins symfonier skiller sig ikke betydeligt ud af de andre, da de er
bygget op logisk og sammenhængende. I den I sats af 3. symfoni blandes sonateform og fuga, II
sats af 2. symfoni er en gennemkomponeret ”sørgemarch”, III sats af 2. symfoni er en friform med
en tydelig tredelt opbygning, finalesatsen i 8.symfoni har en strofisk AA1A2 opbygning, og endelig
den mest komplicerede af dem - II sats af 6. symfoni, som helt overordnet er tredelt, men indeholder
også rondotræk. 129
Tubins symfonier består af alt mellem et til fire satser. Dominerende er den 3-satsede
formcyklus, som man finder i 6 af Tubins symfonier. 4.symfoni er den, der tættest følger den
klassiske opbygning: sonatesats, langsom sats, scherzo og finale. Den 8. symfoni, som også består
af 4 satser, har en anderledes struktur med to langsomme satser i midten.
Alle de seks 3-satsede symfonier er forskellige fra hinanden og følger ikke nogen
formstruktur-skabelon. I den 2. og 5. symfoni er scherzoen udeladt og følger begge på sin vis
mønstret hurtig-langsom-hurtig. I den 1.symfoni er scherzoen på sin plads, til gengæld er den
langsomme sats integreret i finalesatsen. Den 7. symfonis midterste sats er en tredelt ABA-form,
hvor de yderste dele er langsomme og den midterste fungerer som en scherzo. Lige omvendt er det i
den II sats af 3. symfoni – den midterste satsens yderste dele er hurtige, mens trioen i midten
udfylder den langsomme satsens plads. I den 6. symfoni mangler den rigtige langsomme sats helt,
de mere lyriske eller mediterende momenter er integreret glimtvis i hele symfonien.
Den eneste 2-satsede symfoni – den 9. – er baseret på to kontrasterende sider ”af
menneskets væsen” og består af den aktive sonatesats, efterfulgt af en lyrisk adagio. 130 Endelig er
der den sidste, 10. symfoni, som ikke er delt i satser, man alligevel har en inderste opdeling. Endnu
engang har komponisten sammensat det på sin egen måde med to yderste langsomme dele og to
hurtige - en sonatesats og en scherzo - i midten.
Man kan konkludere, at Tubins 10 symfonier dramaturgisk set alle er forskellige, uden
dog at bevæge sig ugenkendeligt langt væk fra den klassiske model.
I Tubins symfonier er elementer som gamle klassiske kompositionsprincipper,
karakteristiske træk af den estiske folkemusik og 20. århundredes tendenser i den europæiske
128 Ibid., s. 99
129 Ibid. s. 101-105
130 Ibid. s. 108
91