26.07.2013 Views

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

I den 6. symfoni brugte Tubin sin største orkesterbesætning: blæseinstrumenter à 3,<br />

tenorsaxofon, klaver og diverse slagtøj. Tubin gjorde brug af mange forskellige danserytmer –<br />

bolero, habanera, rumba – klædt i sit komplicerede tonesprog.<br />

Symfoniens tre satser er organiseret efter skemaet langsom-hurtig-langsom. Den første<br />

sats er formet som en sonatesats og den anden som en rondosonate. Begge formprincipper er<br />

behandlet frit og originalt. Den mest gennemskuelige er finalesatsens form: en dans fra fortiden -<br />

chaconne - med 20 ostinate variationer. Ligesom i de andre satser forekommer også her de mere<br />

komplicerede moderne og jazzede rytmer, og de får på den måde symfonien til at fremstå som en<br />

dynamisk helhed.<br />

7. Symfoni (1958)<br />

I forhold til den 6. symfoni er dette værk mere asketisk på flere måder: Tubin bruger<br />

en mindre orkesterbesætning (blæsere à 2 + basklarinet), symfonien er kortere, og lagene i<br />

musikken er mere gennemsigtige som i kammermusik. Tubin selv har sagt, at hans mål var at holde<br />

det enkelt men samtidig afprøve nogle af den atonale musiks muligheder. 54 Derfor er symfoniens<br />

sidste sats ”atonal på en egenrådig måde, da jeg ikke kan tilslutte mig Schönbergs lære med<br />

serieteknik”. Tubins atonalitet er ”mindre og sat ind i den klassiske form”. 55 Alligevel viser det sig,<br />

at han bruger mange af de samme teknikker, som er almindelige i serieteknik – for eksempel er III<br />

satsens hovedtema en spejlvendt udgave af I satsens hovedtema. 56<br />

Formmæssigt er symfonien en af de mest gennemskuelige og klassiske: sonateform,<br />

en tredelt sats med en scherzo i midten og en finale i sonateform. I satsens sonateform er en<br />

videreudvikling af I satsens sonateform i den 5. symfoni, hvor der blandt andet ikke er noget<br />

afsluttende afsnit i ekspositionen, da spændingen stiger hele vejen og fører direkte videre til<br />

gennemføringsdelen. I værkets tredelte II sats glimrer de to yderste dele med meget melodiøse<br />

temaer. I den III sats i 5/4 har rytmen hovedrollen. Modsat Tubins andre senere symfonier, afsluttes<br />

den 7. ikke af en langsom epilog. 57<br />

54 Sagt til Connor, s. 60<br />

55 Tubins breve, bind I, s. 422<br />

56 Humal, s. 38<br />

57 Ibid.<br />

25

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!