Indholdsfortegnelse

I den 6. symfoni brugte Tubin sin største orkesterbesætning: blæseinstrumenter à 3,
tenorsaxofon, klaver og diverse slagtøj. Tubin gjorde brug af mange forskellige danserytmer –
bolero, habanera, rumba – klædt i sit komplicerede tonesprog.
Symfoniens tre satser er organiseret efter skemaet langsom-hurtig-langsom. Den første
sats er formet som en sonatesats og den anden som en rondosonate. Begge formprincipper er
behandlet frit og originalt. Den mest gennemskuelige er finalesatsens form: en dans fra fortiden -
chaconne - med 20 ostinate variationer. Ligesom i de andre satser forekommer også her de mere
komplicerede moderne og jazzede rytmer, og de får på den måde symfonien til at fremstå som en
dynamisk helhed.
7. Symfoni (1958)
I forhold til den 6. symfoni er dette værk mere asketisk på flere måder: Tubin bruger
en mindre orkesterbesætning (blæsere à 2 + basklarinet), symfonien er kortere, og lagene i
musikken er mere gennemsigtige som i kammermusik. Tubin selv har sagt, at hans mål var at holde
det enkelt men samtidig afprøve nogle af den atonale musiks muligheder. 54 Derfor er symfoniens
sidste sats ”atonal på en egenrådig måde, da jeg ikke kan tilslutte mig Schönbergs lære med
serieteknik”. Tubins atonalitet er ”mindre og sat ind i den klassiske form”. 55 Alligevel viser det sig,
at han bruger mange af de samme teknikker, som er almindelige i serieteknik – for eksempel er III
satsens hovedtema en spejlvendt udgave af I satsens hovedtema. 56
Formmæssigt er symfonien en af de mest gennemskuelige og klassiske: sonateform,
en tredelt sats med en scherzo i midten og en finale i sonateform. I satsens sonateform er en
videreudvikling af I satsens sonateform i den 5. symfoni, hvor der blandt andet ikke er noget
afsluttende afsnit i ekspositionen, da spændingen stiger hele vejen og fører direkte videre til
gennemføringsdelen. I værkets tredelte II sats glimrer de to yderste dele med meget melodiøse
temaer. I den III sats i 5/4 har rytmen hovedrollen. Modsat Tubins andre senere symfonier, afsluttes
den 7. ikke af en langsom epilog. 57
54 Sagt til Connor, s. 60
55 Tubins breve, bind I, s. 422
56 Humal, s. 38
57 Ibid.
25