Indholdsfortegnelse
Indholdsfortegnelse
Indholdsfortegnelse
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
I den 6. symfoni brugte Tubin sin største orkesterbesætning: blæseinstrumenter à 3,<br />
tenorsaxofon, klaver og diverse slagtøj. Tubin gjorde brug af mange forskellige danserytmer –<br />
bolero, habanera, rumba – klædt i sit komplicerede tonesprog.<br />
Symfoniens tre satser er organiseret efter skemaet langsom-hurtig-langsom. Den første<br />
sats er formet som en sonatesats og den anden som en rondosonate. Begge formprincipper er<br />
behandlet frit og originalt. Den mest gennemskuelige er finalesatsens form: en dans fra fortiden -<br />
chaconne - med 20 ostinate variationer. Ligesom i de andre satser forekommer også her de mere<br />
komplicerede moderne og jazzede rytmer, og de får på den måde symfonien til at fremstå som en<br />
dynamisk helhed.<br />
7. Symfoni (1958)<br />
I forhold til den 6. symfoni er dette værk mere asketisk på flere måder: Tubin bruger<br />
en mindre orkesterbesætning (blæsere à 2 + basklarinet), symfonien er kortere, og lagene i<br />
musikken er mere gennemsigtige som i kammermusik. Tubin selv har sagt, at hans mål var at holde<br />
det enkelt men samtidig afprøve nogle af den atonale musiks muligheder. 54 Derfor er symfoniens<br />
sidste sats ”atonal på en egenrådig måde, da jeg ikke kan tilslutte mig Schönbergs lære med<br />
serieteknik”. Tubins atonalitet er ”mindre og sat ind i den klassiske form”. 55 Alligevel viser det sig,<br />
at han bruger mange af de samme teknikker, som er almindelige i serieteknik – for eksempel er III<br />
satsens hovedtema en spejlvendt udgave af I satsens hovedtema. 56<br />
Formmæssigt er symfonien en af de mest gennemskuelige og klassiske: sonateform,<br />
en tredelt sats med en scherzo i midten og en finale i sonateform. I satsens sonateform er en<br />
videreudvikling af I satsens sonateform i den 5. symfoni, hvor der blandt andet ikke er noget<br />
afsluttende afsnit i ekspositionen, da spændingen stiger hele vejen og fører direkte videre til<br />
gennemføringsdelen. I værkets tredelte II sats glimrer de to yderste dele med meget melodiøse<br />
temaer. I den III sats i 5/4 har rytmen hovedrollen. Modsat Tubins andre senere symfonier, afsluttes<br />
den 7. ikke af en langsom epilog. 57<br />
54 Sagt til Connor, s. 60<br />
55 Tubins breve, bind I, s. 422<br />
56 Humal, s. 38<br />
57 Ibid.<br />
25