Indholdsfortegnelse

dernæst to gange af et horn (fra t. 241 og t. 245). Det hele går i stå i takt 247, hvor man kun hører de
tre tromboner og et horn med en D-dur treklang i ppp.
Den allersidste del af symfonien (fra t. 248) har en funktion af en coda eller epilog,
uden at have den slags betegnelse. Det første Lento-afsnit er en lang ekspressiv violinsolo (t. 251–
276). Soloens første takter er genbrug fra slutningen af symfoniens II sats - det som tidligere var en
kontrapunktisk stemme til celloens melodi (II sats, t. 493–497), er nu en selvstændig solostemme.
Som baggrund er der til at starte med kun klaverakkorder (fra t. 248), senere tilføjes strygere og
træblæsere (fra t. 258), til sidst også hornene (fra t. 273). De ledsagendes gentagne melodilinje (t.
248–268) – en lille sekund ned, en lille sekund op igen, og en lille terts op – stammer fra starten af
introduktionens åbningstema, denne gang ikke efterfulgt af ”spørgemotivet” (se eks 1).
Violinsoloens ritenuto over orkesterets generalpause i takt 274 fører til et nyt afsnit
med betegnelsen Tempestoso, ma non troppo allegro. En stor del af orkesteret har flydetoner som
de slår an på alle tre taktslag i (kontrabas, cello, klaverets ”venstre hånd”, harpens ”venstre hånd”,
pauker, fagotter) eller mellem taktslag (klaverets ”højre hånd”, harpens ”højre hånd”, hornene). De
lyse strygere har opadgående kromatiske trioliserede løb, mens fløjter og klarinetter har ligeledes
trioliserede men nedadgående løb. På dette baggrund høres III satsens temamotiv i dets 6-dobbelte
augmentation, spillet marcato to gange af oboer og trompeter (t. 278 -280 og t. 281-283). Tredje
gang høres temaet spillet af kontrabasser og fagotter (t. 284-286). Herefter tier størstedelen af
orkesteret efterhånden og kun tonen g i to oktaver fra første violiner i takt 293 fører hen til det
ultimativt sidste afsnit i symfonien.
Betegnelsen Molto lento, legendaire er direkte reference tilbage til symfoniens
begyndelse. Først skal en strygerakkord bygges op, og fra takt 297 til 315 kan man høre
åbningstemaet i sin fulde længde spillet – som i begyndelsen – af violiner og violaer.
I symfoniens sidste takter får engelsk horn, klarinetter og en fagot lov til at markere
sig for sidste gang. Værkets slutning er karakteriseret af lange, bløde og ekspressive akkorder i de
nævnte blæsere og hele strygegruppen. I den melodiske linje kan man høre en lille stump melodi
gentagne gange – først i engelsk horn (fra t. 316), derefter imiteret i fagot (fra t. 323), viola samt II
violin (fra t. 325), og til sidst i cello (fra t. 328). Den melodistump består af en nedadgående lille
terts efterfulgt af en stor sekund nedad og op igen (eks. 23):
45