Indholdsfortegnelse

eksempel er der et kanon-forløb mellem de to fagotter fra takt 245 til 287, fyldt med de føromtalte
spørge-motiver med opadgående små tertser ved fraseafslutningerne.
Gennemføringsdelens anden halvdel karakteriseres af en stor kulmination og kan
forstås som en syntetisk reprise 70 af symfoniens I sats. Fra takt 328 ligger introduktionens 1. tema i
de dybe stemmer – de dybe strygere samt tuba - som en cantus firmus. Samtidig spilles
hovedtemaet i en fri rytmisk forstørrelse af horn og trompeter. Et øjeblik senere (fra t. 336) tilføjes
et tredje tema: fugato–tema som vi første gang hørte i slutningen af ekspositionen. Temaet spilles af
3.trompet og tromboner i markeret ff ligesom de to andre temaer. Resten af orkesteret – de høje
strygere og træblæsere – danner baggrunden til den vilde scene med unisone kromatiske løb. Her er
harpen også med til at give farve med sine nedadgående arpeggi.
I t. 363 bliver harpen afløst af klaveret med nogle vilde og harmonisk krydrede
passager. Det er starten på satsens sidste store kulmination hvor sidetemaet har en fremtrædende
rolle. Sidetemaet (fra t. 366) bliver her kraftfuld og heroisk spillet af engelsk horn, fagotter,
tromboner og celli. Inspireret af forestillingen om de gamle legenders tid er kampen her på sit
højeste for så til sidst at miste sine kræfter. Den sidste til at ”dø” er klaveret, og sørgemarch
begynder næsten før I sats er helt færdig.
Sammenfatning
Som nævnt i starten af denne analyse, er symfoniens I sats todelt. Den omfattende
introduktion så at sige ”sætter scenen” og har en karakter af et præludium. I det efterfølgende er der
ikke tvivl om at komponisten har taget afsæt i den klassiske sonateform, men har modificeret den.
Den største modifikation er undladelse af en decideret reprise. Samtidig bruger han ”spørgemotivet”
som en slags ostinat variation gennem hele satsen.
Tubins brug af temabearbejdelse i stort set alle satsens dele er typisk princip i det
20.århundredes symfoniske musik. Den intensive udvikling af musikken har karakter af
gennemføring allerede i fugato-forløbet i ekspositionens sideparti (fra. t.137). Gennemføringsdelen
kan beskrives som en ny udviklingsrunde af satsen, da dens begyndelse og kompositionsplan
minder meget om satsens første del - introduktion sammen med sonateformens eksposition. Sådan
en varieret strofe-princip findes også i andre komponisters symfonier – f.eks. hos Bruckner, Mahler
og Sibelius. 71
70 Ved syntetisk reprise skal det forstås, at ekspositionens temaer optræder i kontrapunktisk syntese med hinanden
71 Pärtlas, s.103
33