26.07.2013 Views

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

Sammenfatning.<br />

II sats af Tubins 2. symfoni er én ud af de fem satser 74 blandt hans symfoniske<br />

kompositioner, som ikke følger noget klassisk formstruktur. Som nævnt i analysen, er der her<br />

tendens til en tredeling med den store dynamiske stigning, kulmination og diminuendo. Tredelingen<br />

er også understøttet ved at basostinaten - paukernes ”sørgetrin” - i satsens midterste del forsvinder<br />

for at vende tilbage i den sidste del. Det er dog ikke muligt at sætte satsens byggesten i klar struktur.<br />

Derimod er den bygget op af konstant udvikling og kontrasterne opleves løbende mellem små<br />

motiver og fraser. Også indholdsmæssigt gennemgår satsen en gennemført udvikling: begyndelsens<br />

lidt kantede og sørgmodige udtryk er efter kulminationen blevet erstattet af mere udadvendte<br />

atmosfære med længere romantiske melodilinjer.<br />

Da symfoniens første sats går direkte over til anden sats, giver det også mening at<br />

betragte de to i formmæssig sammenhæng. Man kunne argumentere for at de to udgør en<br />

sammensat tredelt form med en sonateform som den midterste del. De to kortere ydredele<br />

(introduktionen 72 og sørgemarchen 104 takter) danner rammen omkring den mere omfattende<br />

sonateform i midten.<br />

III sats Tempestoso, ma non troppo allegro (quasi toccata)<br />

Symfoniens finalesats er en toccata – altså ligesom symfoniens II sats er det en fri<br />

form, da betegnelsen toccata ikke refererer til en bestemt formkonvention. I Tubins finale-toccata er<br />

der en mere klar tredeling end i II sats, men bare ikke efter den klassiske ABA-type. Satsens tre dele<br />

betragtes nærmere som tre stadier af den samme kontinuerlige udvikling. På alle stadier findes der<br />

både temapræsentationer og temabearbejdelser, og på hver stadie er spændingen mere og mere<br />

intens.<br />

Symfoniens III sats bliver indledt af en slags ”kampsignal” – tonerne C, G og D med<br />

korte forslag efter hinanden på horn, tuba og pauker (t. 1-5). Tonerne er markerede og starter i ff, de<br />

bliver klingende i en treklang i et par takter med diminuendo til pp (eks.14):<br />

74 Pärtlas, s. 101. De andre er: III sats af 2.symfoni, I sats af 3.symfoni, II sats af 6.symfoni og IV sats af 8.symfoni.<br />

37

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!