Indholdsfortegnelse
Indholdsfortegnelse
Indholdsfortegnelse
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Sammenfatning.<br />
II sats af Tubins 2. symfoni er én ud af de fem satser 74 blandt hans symfoniske<br />
kompositioner, som ikke følger noget klassisk formstruktur. Som nævnt i analysen, er der her<br />
tendens til en tredeling med den store dynamiske stigning, kulmination og diminuendo. Tredelingen<br />
er også understøttet ved at basostinaten - paukernes ”sørgetrin” - i satsens midterste del forsvinder<br />
for at vende tilbage i den sidste del. Det er dog ikke muligt at sætte satsens byggesten i klar struktur.<br />
Derimod er den bygget op af konstant udvikling og kontrasterne opleves løbende mellem små<br />
motiver og fraser. Også indholdsmæssigt gennemgår satsen en gennemført udvikling: begyndelsens<br />
lidt kantede og sørgmodige udtryk er efter kulminationen blevet erstattet af mere udadvendte<br />
atmosfære med længere romantiske melodilinjer.<br />
Da symfoniens første sats går direkte over til anden sats, giver det også mening at<br />
betragte de to i formmæssig sammenhæng. Man kunne argumentere for at de to udgør en<br />
sammensat tredelt form med en sonateform som den midterste del. De to kortere ydredele<br />
(introduktionen 72 og sørgemarchen 104 takter) danner rammen omkring den mere omfattende<br />
sonateform i midten.<br />
III sats Tempestoso, ma non troppo allegro (quasi toccata)<br />
Symfoniens finalesats er en toccata – altså ligesom symfoniens II sats er det en fri<br />
form, da betegnelsen toccata ikke refererer til en bestemt formkonvention. I Tubins finale-toccata er<br />
der en mere klar tredeling end i II sats, men bare ikke efter den klassiske ABA-type. Satsens tre dele<br />
betragtes nærmere som tre stadier af den samme kontinuerlige udvikling. På alle stadier findes der<br />
både temapræsentationer og temabearbejdelser, og på hver stadie er spændingen mere og mere<br />
intens.<br />
Symfoniens III sats bliver indledt af en slags ”kampsignal” – tonerne C, G og D med<br />
korte forslag efter hinanden på horn, tuba og pauker (t. 1-5). Tonerne er markerede og starter i ff, de<br />
bliver klingende i en treklang i et par takter med diminuendo til pp (eks.14):<br />
74 Pärtlas, s. 101. De andre er: III sats af 2.symfoni, I sats af 3.symfoni, II sats af 6.symfoni og IV sats af 8.symfoni.<br />
37