Indholdsfortegnelse

Det er sidetemaets melodiske linje, der stadigvæk har en dominerende rolle, hvorimod
musikkens karakter efterhånden er gennemsyret af hovedtemaets mere kampagtige stemning.
Ekspositionens slutning (takt 64 – 77) begynder med to takter, hvor alle stemmer har
et brudstykke af temamaterialet enten fra satsens hovedtema eller sidetema. Da de to takter bliver
gentaget uændret i de følgende to takter, når man få en fornemmelse af et ostinatisk forløb. Afsnittet
er domineret af materialet fra satsens hovedtema, som spilles i kvarter af fløjter, klarinetter, violiner
og violi. I obo og trompeter kan man høre hovedtemaets grundlæggende rytme, også her i kvarter.
Pauker har indtil videre kun været med i to korte markeringer, men her får de deres eget ostinat,
som er udsprunget af hovedtemaets grundlæggende rytme og fået indbygget et kvartspring (eks. 34):
I resten af orkesteret høres der tre forskellige ostinater, som har rødder i sidetemaet:
engelsk horn sammen med to tromboner har en bred flydende melodistump som minder om
basgangen i sidetemaets slutning; de dybe træblæsere, den tredje trombone samt de dybe strygere
har en ostinat med den karakteristiske fjerdedels-triol; og til sidst spiller hornene materialet med de
store spring og punkterede fjerdedele fra sidetemaets begyndelse.
gennemføringsdelens start.
Efter de fire takter i ff følger en brusende opadgående løb fra p til ff gennem 4 takter til
Gennemføringsdelen kan deles i to dynamiske bølger med hver sin store
kulmination. Den første del (takt 73 – 130) indledes af orgelpunkt på tonen h og paukernes korte
ostinat (se eks. 32) – i de første takter af gennemføringsdelen er intervallet steget til tritonus, som er
med til at skabe en ny spænding i musikken. I pp indtræder hovedtemaet i de dybe strygere (takt 75)
og allerede tre takter senere (takt 78 med optakt) høres også en forkortet sidetema i klarinetter – dog
med et par 16-dels optakter lånt af hovedtemaet, så der egentlig er tale om en syntese af de to
temaer (eks. 35):
56