Indholdsfortegnelse

Ud af det sparsomme tematiske materiale har komponisten med få virkemidler skabt
et hovedtema, der er fyldt med energi og en god basis for en dramatisk videreudvikling. Den
følgende overledningsdel til satsens sidetema forløber som en trestemmig fugato. Komponisten har
givet fugatoen friere rammer – de tre indsatser er baseret på hver sin variant af kernefrasen. Den
første indsats (takt 10) i II violin og viola er tostemmig og baseret på selve kernefrasen. Den næste i
I violin (slutningen af takt 12) bygger på den første variant fra hovedtemaet. Den sidste (takt 14)
spilles unisont af fløjte og obo, senere fløjte og klarinet, og er en blanding af kernefrasens varianter.
Efter de tre indsatser følger et kort polyfonisk forløb med stigning i både dynamik og tonehøjde
samtidig med at den gentagne temafrase bliver stadig kortere og kortere (eks.28) 90 :
Det korte forløb kulminerer på tonen f i de øverste stemmer i takt 22 – på samme tone
som selve hovedtemaets kulmination. I den følgende anden halvdel af overledningsdelen indtræder
messing-gruppen for første gang i symfonien. Der er nye temaindsatser i takt 22 (i kontrabas, cello
og fagot) og fire takter senere i takt 26 (C-trompeter). Som et nyt lag i musikken høres hornene
spille det grundlæggende rytmiske motiv kombineret med kromatisk nedgang (fra takt 22), som er
en bearbejdelse af hovedtemaets kontrabas-stemme (eks. 29):
Det nye polyfoniske forløb standser på et orgelpunkt i takt 30, hvorfra en 2-takters
opadgående løb i de lyse strygere og træblæsere fører til sidetemaet.
hovedtemaet (eks.30):
Sidetemaet med sine store spring og svævende rytmer skaber en stor kontrast til
90 Det beskrevne forløb er her eksemplificeret af musikken hos I violiner
54