Indholdsfortegnelse

unisont med en gentagne sekst-spring opad med en efterfølgende lang tone – som en slags
kampsignal.
Spændingen er mærkbar, når endnu et lag lægges på i starten af symfoniens ultimativt
sidste afsnit, markeret med betegnelsen Poco largamente (t. 565). Her indtræder pauker i ff med et
forløb, som er vokset ud af hele symfoniens rytmiske kernemotiv (eks. 66):
Et lignende imitationsforløb mellem to paukestemmer lød allerede i slutningen af I
sats (se eks. 42). Her varer en imitationsenhed 5 fjerdedele i en 4/2 taktart, og dermed falder starten
på en ny enhed på forskellige slag, eller også mellem slag, i takten. På denne måde virker dette
element i musikken opsigtsvækkende, men mindre krigerisk. Det mest fremtrædende interval er
ellers den opadgående kvart i begyndelsen af hver enhed, som er meget karakteristisk træk for en
march. Trods det lidt svævende forløb med tryk på forskellige steder i motivet, er imitations-
forløbet vedholdende og fortsætter uændret til de sidste takter.
De første takter efter paukernes indtræden giver orkesteret det nye element masser af
plads ved alle sammen at standse på en lang pedal-akkord, og derefter helt at holde pause. Kun
messingen blander sig i paukernes forløb med nogle få korte markeringer. Når resten af orkesteret
atter sætter ind (t. 572), sker det med ekspressive akkorder og homofonisk struktur. Dynamikken
stiger og slutningens melodiske linje er igen præget af langsomme trioler.
Efter en ritenuto vender tempoet (poco largamente) tilbage til de sidste 7 takters
kraftfulde akkorder på baggrunden af paukernes slut-tremolo (t. 585-591). Symfonien slutter med
en lang H-dur akkord i fff.
Sammenfatning
Tematisk materiale af 5.symfoniens sidste sats er en blanding af nye temaer og
genkendelige elementer fra især symfoniens I satsens hovedtema.
Satsens hovedtema (eks. 51) er både rytmisk og karaktermæssigt forbundet med I
satsens hovedtema – det begynder bl.a. med et lignende rytmisk motiv og efterfølgende frase, og er
energisk og fremadbrusende af karakter. Af særtræk kan nævnes sidste satsens karakteristiske sekst-
spring opad som temaets første interval, samt mindre afgrænset struktur med opstandsninger på
77