Indholdsfortegnelse

sats. Udover det er stemningen anderledes i kraft med at det er et engelsk horn i forhold til de
markerede trompeter, der her spiller svagt og med betegnelsen espressivo e dolce.
I løbet af 28 takter er alle satsens fire tematiske elementer introduceret. Den næste del
af satsen op til kulminationen er karakteriseret af forholdsvis korte følger af bearbejdelser af det
tematiske materiale. Begyndelsen af bearbejdelsesdelen er markeret af at paukernes ”trin” holder
pause. Varianter af de fire elementer bliver blandt andet brugt i ostinater og sekvenser, og vejen til
kulminationen bliver bygget op ved at orkesteret bliver større med flere og flere kontrapunktiske
lag. I takt 458 kommer paukerne ind igen, samtidig skiftes både toneart (fra c#-mol til Bb-mol) og
taktart (fra C til 12/8). Her lyder ”sørgetrin” statisk og markerede i mf på én tone og de er ledsaget
af tamburin som understreger tredelingen af de tidligere fjerdedels-slag.
Satsens kulmination er nået i takt 470 hvor alle satsens tematiske elementer er
repræsenteret samtidig. Paukernes ”sørgetrin” spilles igen på de oprindelige toner (c#- h- c#- g)
markeret i fff og med en 16-dels forslag på hvert slag. De samme trin spilles enharmonisk (des- ces-
des- g) også af kontrabas, tuba og fagot. Cellotemaet finder vi nu i trompeter og tromboner, men
hvor temaet i begyndelsen af satsen langsomt bevægede sig opad, er den nye variant spejlvendt og
flytter sig kromatisk nedad (t. 470 – 478). Fløjternes og klarinetternes hurtige og virtuose figurer er
inspireret af violaens lille figur. Det oprindelige trompettema er genkendeligt i de fire horn.
Den vilde kontrapunktiske kulmination er meget passioneret og fyrig men får ikke lov
til at tage overhånd. Diminuendoet starter kun få takter efter kulminationens højdepunkt – først for
kontrabas allerede i t. 471. Men ligesom kulminationens opbygning, er diminuendoet også meget
langsom og sker primært ved at tynde ud i orkesterstemmer. I forløbet op til satsens slutning bliver
de tematiske elementer mindre og mindre genkendelige og ender som mere generel form for
bevægelse.
Afslutningen starter i takt 491, hvor I satsens trompettema nu smertefuldt spilles af
celloen. Den bliver straks kontrapunktisk ledsaget af en soloviolin. I modsætning til satsens lidt
”hakkende” første del med tematiske brudstykker er her med celloens og soloviolinens dialog
genskabt et længere melodisk forløb (t. 491 – 511).
6 takter før satsens slut sætter violaen ind med en lille figur som er inspireret af det
oprindelige violafigur fra II satsens start, men samtidig forgriber finalesatsens hovedmotiv (eks. 13):
36