Indholdsfortegnelse

til at ændre sin musikalske stil. Det nægtede han og var derfor nødt til at fortsætte sit arbejde som
dirigent. Fra 1940 underviste han også komposition på Tartu Musikskole, da hans tidligere lærer
Eller flyttede til Tallinn.
Den 17. juni 1940 blev Estland besat af de sovjetiske tropper. Hele det estiske
samfund blev reorganiseret og musiklivet blev nu styret af kommunisterne. Der skulle spilles og
synges værker af bestemte russiske og sovjetiske komponister. Tubin blev kritiseret for sin
”kontrapunktiske skramlen som ikke havde noget at sige til arbejderklassen” 8 . I stedet fik han
bestillinger på mere passende lejlighedskompositioner.
På trods af de vanskelige tider var Tubin i årene 1941-1944 under de tyske magter
meget produktiv. Han komponerede den 3. Symfoni Heroiske og 4. Symfoni Lyriske, 1.
Violinkoncert, kammermusik og solosange. Da teatret ”Estonia” blev bombet til ruiner den 9. marts
1944, var både Eduard og Erika Tubin til forestillingen, men begge overlevede. Det eneste partitur
af Tubins 4. symfoni befandt sig også i ”Estonia” under bombningen, men blev senere fundet i en
brandsikker boks.
Da de sovjetiske tropper vendte tilbage til Estland i august 1944, frygtede Tubin for sit
og sin families liv. Nogle af hans værker var med succes blevet opført i Tyskland, og det gjorde
sagen værre. ”Vanemuine”, hvor han dagligt havde arbejdet i mange år, blev bombet til ruiner den
25. august 1944. Tubin så ingen anden udvej end at flygte fra sit hjemland. Den 20. september 1944
kunne han sammen med sin kone, begge sønner og ca. 350 andre flygtninge (mange af dem kendte
kunstnere, musikere - blandt andre dirigent og pianist Olav Roots, osv.), få plads på motorskibet
”Triinu” og sejle til sikkerhed i Sverige. Den 22. september 1944 blev Tallinn besat, og det estiske
flag fjernet fra toppen af Toompea tårn – det estiske parlament.
I løbet af 2. Verdenskrig kom der ca. 27 000 estiske flygtninge til Sverige; de fleste
bosatte sig omkring Stockholm eller Göteborg. Da sangen altid har været en naturlig del af den
estiske kultur og en enestående måde for mange mennesker at bevare deres nationalitetsfølelse og
hjemlige kultur på, blev der i 1940’erne startet mange estiske kor op udenfor Estlands grænser.
Stockholms Estiske Mandskor (SEM) blev allerede skabt i slutningen af 1944. Fra februar 1945 til
1959 var Eduard Tubin korets dirigent. I 1975 vendte han tilbage til koret og stoppede først på
grund af svigtende helbred kort før sin død i 1982. De mange kor, både i Sverige og andre lande,
fortsatte traditionen med de store sangfestivaler og samledes jævnligt til de Estiske Dage (ESTO) på
8 Avisen ”Kommunist”, den 19. marts 1941.
9