Indholdsfortegnelse

stemmerne, og man holder ikke fast i septimspringet. Karakteristisk er, at de tostemmige intervaller
konsekvent er kvarter eller kvinter, springet er nedadgående, og den første interval forbliver en
stacceret ottendedel (længden på den lange interval varierer). Ostinaten slutter i takt 34 med en
overraskende lille terts.
På baggrunden af de beskrevne ostinater bliver der præsenteret det gennemgående og
mest fremtrædende tema i III sats (fra t. 10). Det består af et mystisk ilende motiv i klarinet (eks.
17):
Klarinetmotivet blev allerede præsenteret i de sidste takter af symfoniens II sats og er
slægtet med den hurtige violafigur fra II satsens start (se eks. 11 og 13). Her i III sats består motivet
af en nedadgående 8-dels-triol efterfulgt af en nedadgående lille terts fra et trin højere end triolen.
Motivets sidste tone får lov til at blive klingende takten ud. Som allerede nævnt, er det korte
temamotiv gennemgående i hele satsen og er fremtrædende i mange polyfoniske sammenhænge
både på sin originale facon, men også i 2- og 6-dobbelte augmentation.
Det lille motiv bliver gentaget af klarinetten 3 gange (t. 10-12), så flytter det over til
engelsk horn (t.15-17) og dernæst begynder det at dukke op hos flere instrumenter på en gang.
Styrken stiger langsomt og parallelt med at instrumentation bliver tættere, men helt til takt 34 er der
kun de tre elementer på spil: de to ostinater og det lille trioliserede motiv. Herefter er bearbejdelsen
af temaelementer i gang og det udvikler sig til flere forskellige små udbrud fra det tematiske
materiale hen ad vejen. For eksempel har fløjter en hurtig tostemmig op og nedadgående bølge i
takt 38-39 og igen i takt 44-45.
augmentation (eks. 18):
I takt 44 begynder et nyt afsnit hvor temaet lyder i trombonerne i seksdobbelt
39