Indholdsfortegnelse

hvor resten af temaet åbner og udvikler den. Den tematiske udvikling er oftest baseret på
lighedsprincippet frem for fornyelse. 112 Det bedste eksempel fra analyse-afsnittet er I satsens
hovedtema fra den 5. symfoni, hvor kernefrasen er bygget op omkring en rytmefigur og udviklet
ved hjælp af variationer af kernefrasen (se eks. 24). Samme variationsprincip findes i 5.symfonis II
satsens tema (se eks.43). Man kan sige, at bevægelsen og udviklingen af Tubins temaer typisk
findes i den tematiske tankes iderige variationer. På det punkt kan man drage paralleller mellem
Tubin og Stravinsky. Der findes dog også få temaer i Tubins symfonier, der er bygget op omkring
kontrasterende elementer – sådan er det f. eks. i introduktionstemaerne til både den 9. og 10.
symfoni. 113
Tubins temaer er stilmæssigt forskellige og Pärtlas fremhæver i den forbindelse tre
større grupperinger: de folkloristiske, de neoklassicistiske og de ekspressionistiske. 114 Den første
gruppe temaer låner enten direkte eller indirekte fra de estiske folkeviser – her er det nok passende
at bemærke, at jeg ikke har stødt på en eneste kommentar om de (manglende) svenske folkeviser i
Tubins musik. Ifølge hans eget udsagn bruger han de estiske folkeviser ikke kun på grund af sin
kærlighed til sit fædreland, men også på grund af nogle rent musikalske overvejelser – fordi de er så
unikke. 115 Direkte lån fra folkemusikken findes i I og II sats af den 5. symfoni og som beskrevet i
analyse-afsnittet, kommer de direkte lån også til at bære en symbolsk betydning. Et andet eksempel
er det første tema i II sats af den 7. symfoni, hvor komponisten har brugt folkemusikken indirekte
for at opnå en enkel, episk og rolig stemning. 116 Udover de nævnte eksempler findes der mange
temaer, hvor det folkloristiske kun er til stede i nogle karakteristiske vendinger.
De neoklassicistiske tendenser i Tubins musik viser sig både i hans valg af
formprincipper (fuga, chaconne), men også stilelementerne især fra barokkens tid er at finde i hans
kompositionsstil. Man kan formode, at blandt andet arbejdet med de gamle partiturer på
Drottningholm teater har påvirket Tubins personlige stil, og at han var bevidst om at bruge de
stilistiske elementer i sin musik. Et eksempel er finalesatsen i den 6. symfoni – i chaconne-temaet
findes der retoriske figurer såsom ”et råb” (en sekst-spring opad) og ”suk” (korte motiver adskilt af
korte pauser), samt rytmiske elementer som hemioler. 117 Udover det gennemførte baroktema i den
112 Pärtlas, s. 27
113 Ibid., s. 31
114 Ibid. s. 39
115 Sagt til Connor, s. 50
116 Blandt kendetegn er den gentagne tilbagevenden til det første interval (i den 7.symfoni en faldende lille terts) og
melodiens langsomt voksende toneomfang, brug af de gamle kirketonearter (især den frygiske skala), og de rytmiske
mønstre som deler 8/8 på flere forskellige måder (3+2+3, 2+3+3, 3+3+2) – Pärtlas, s.43; Connor, s. 51
117 Pärtlas, s. 46
87