Indholdsfortegnelse

tema eller en tematisk idé vender tilbage senere i satsen eller værket. To gange har Tubin
”indrammet” sin symfoni, hvor introduktionen vender tilbage som afslutning – sådan er det i den 2.
og 10. symfoni. I sin 6. og 10. symfoni bruger Tubin en tilbagevendende tematiske idé som en slags
ledemotiv. 125
Tubin bruger også andre elementer der kan være med til at skabe en symfonisk
helhed. Eksempelvis har han brugt forskellige instrumenter til at give en symfoni sin egen
klangfarve: klaver i den 2., pauker i den 5. (de forbindes hurtigt med de forskellige ”militaristiske”
rytmiske figurer), saksofon i den 6. og celeste i den 8. symfoni. Humal bemærker 126 , at hver
symfoni også har sit eget harmoniske sprog, men dette vigtige element har ikke fundet plads
indenfor denne opgaves rammer.
Formstruktur.
Tubin tager udgangspunkt i de klassiske formprincipper i alle sine 10 symfonier. Han
bruger alle de mest kendte formstrukturer: sonateform, rondoform, variationsform, tredelte form
med reprise. Selvom de klassiske tonale relationer er svækket eller forsvundet, forbliver den basale
opbygning af satsernes form stort set genkendelig. Blandt alle de nævnte kategorier findes der satser
som stort set følger de klassiske modeller, men også satser, hvor Tubins individualistiske træk er
mere synlige.
Blandt de klassiske sonateformer finder man for eksempel 4., 5., og 9. symfonis I sats,
samt sonatesatsens del i den 10. symfoni. Hos de mere traditionelle satser ses Tubins
individualistiske træk tydeligst i ekspositionsdelenes afslutninger. 127 Samtidig er det karakteristisk
for såvel Tubins som mange andres sonatesatser i den 20. århundrede, at temabearbejdelse finder
sted i stort set alle dele af sonatesatsen. De mere individualistiske eller modificerede er I sats i den
2. symfoni, finalesatsen i den 5. symfoni (hvor sidetemaet får mere og mere magt), og I sats i 6.
symfoni (med en omstruktureret reprise, hvor sidetemaet er den dominerende).
Der findes tre variationssatser i Tubins symfonier. Den analyserede II sats af 5.
symfoni er en tredelt sats. Chaconne som 6. symfonis finalesats er mere kompliceret af sin struktur
– satsen ligner en rondo, da nogle af variationerne vender næsten uændret tilbage som et refræn.
125 Pärtlas, s. 89
126 Humal, s. 32
127 Pärtlas, s. 94
90