BYTRÆER Diversitet og Forvaltning af By - Tree Advisor

på artsdiversitet og artsdistribution, så de ikke ender med at have mange gamle træer af en art, fordi man
eksempelvis vedtager grænser for arternes andel, og så ikke planter en art i en årrække.
5.6.2 Diskussion af slægtsdiversitet
50 forskellige slægter er repræsenteret i kommunerne, men de 11 af dem udgør 92% af den samlede vejtræ-
bestand. Samlet set udgør 2-6 slægter mellem 40-80% af vejtræbestanden i kommunerne. Den største slægt
er Tilia (26%), efterfulgt af Acer (14,4%), Sorbus (13,5%), Quercus (9,6%), Fraxinus (7,3%) og Platanus
(6,2%).
Santamour (1990) anbefaler at ingen slægter bør udgøre mere end maks. 20% af den samlede træbestand. Ses
på kommunernes vejtræbestand under ét, er det kun Tilia der ikke overholder denne regel. I de enkelte kom-
muner er der dog store forskellige og nogle kommuner har én slægt som udgør en meget stor andel, helt op
til 70% på bare én slægt (Tabel 5.2). Der er blot én af de 16 kommuner i undersøgelsen, der lige præcis
overholder reglen om, at ingen slægter må udgøre mere end maks. 20% af vejtræbestanden. De 15 andre
kommuner har minimum én slægt der udgør mere end 20% af vejtræbestanden, og to kommuner har 2 slæg-
ter der udgør mere end 20%. Alle de undersøgte kommuners vejtræbestande er derfor sårbare p.t.
Udover Santamour (1990) er der internationalt Moll (1989) der anbefaler at ingen slægter bør udgøre mere
end maks. 10% af de samlede træbestand. Det kan da også diskuteres om ikke 20% er for højt sat. Det vil
selvfølgelig variere, hvor mange arter der findes indenfor en given slægt som er egnede, som eksempelvis
vejtræer, og det er helle ikke sikkert at alle arter angribes i tilfælde af skadevoldere. Det forekommer dog
meget højt sat, og hvis man regner på, hvad det vil koste at erstatte 20% af ens vejtræbestand med andre træ-
er, så vil de fleste nok hurtigt blive enige om, at en lavere grænse er mere sikkert i forhold til at minimere ens
potentielle tab. Det gælder både i forhold til potentielle skadevoldere, og følgerne af klimaforandringerne,
der forventes at kunne påvirke nogle af vore store træarter negativt (Bühler & Kristoffersen 2010; Bühler
2011). En lavere grænse for, hvor meget en enkelt slægt bør udgøre af den samlede træbestand, kan derfor
anbefales.
København, har netop vedtaget en indstilling om et bredt træartsvalg, hvor de har besluttet at skærpe kravet
om maks. 20% til, at ingen træslægter på sigt må udgøre mere end 10% af den samlede træbestand. Fordi det
vil være uacceptabelt for dem endnu engang at miste så mange træer, som de gjorde ved Elmesygen (Køben-
havn 2012). En skærpelse til 10%, forekommer fornuftig, og vil begrænse et eventuelt tab betydeligt, den bør
dog følges op af krav til, hvor meget enkelte arter må udgøre, med henblik på at opnå størst mulig risiko-
spredning for træbestanden.
85