Effektiviseringer og bedre økonomistyring - Forsvarsministeriet

Udvalgets vurdering
Udvalget vurderer, at der fremadrettet kan ske en fokusering af brugen af lokalt indgåede tillæg. I vurderingen lægges
vægt på, at forsvaret med udgangspunkt i frigjort lønsum som følge af et reduceret antal årsværk udmøntede en stor
mængde lønmidler til bl.a. lokale tillæg.
Udvalget vurderer, at tiltaget kan være fuldt indfaset på mellem 4 til 6 år alt efter størrelsen på reduktionen i udgifterne
til lokale tillæg ved medarbejderafgang. Det bemærkes, at forsvaret kan gennemføre fokuseringen af brugen af lokalt
indgåede tillæg inden for rammerne af overenskomsten.
16.2.3 Engangsvederlag
Analysen viser, at udviklingen i forsvarets udgifter til engangsvederlag ligeledes har været medvirkende til den samlede
stigning i lønudgifter i forsvaret, da udgifter dertil er steget fra 127 mio. kr. i 2005 til 141 mio. kr. i 2010, svarende til
en stigning på ca. 11 pct.
I tabel 16.8 er forsvarets udgifter til udbetaling af engangsvederlag i 2010 sammenlignet med staten som helhed. Det
fremgår, at forsvaret honorerer 34 pct. af alle ansatte med engangsvederlag, mens niveauet ligger på 21 pct. for staten.
For de årsværk, som modtager engangsvederlag, er gennemsnittet i staten omvendt ca. 2.700 kr. højere end i forsvaret.
Opgjort for alle årsværk under ét er forsvarets honorering til engangsvederlag dog større end for staten som helhed,
hvilket synliggør, at den højere andel, som modtager engangsvederlag i forsvaret, mere end opvejer det lavere
enhedsbeløb.
Tabel 16.8
Udbetaling af engangsvederlag i forsvaret og i staten 2010, (2013-pl)
Forsvaret Staten
Andel, som modtager engangsvederlag (pct.) 34 21
Engangsvederlag pr. medarbejder, som mod-tager
engangsvederlag (kr.)
14.722 17.454
Engangsvederlag pr. medarbejder, simpelt gennemsnit
(kr.)
4.935 3.661
Forsvarets relativt høje niveau for udbetaling af engangsvederlag skal bl.a. ses i lyset af, at forsvaret samtidig udbetaler
over-/merarbejde for visse grupper, som i sammenlignelige stillinger andre steder i staten ikke modtager over-/merarbejdebetaling.
Da et element i fastsættelsen af engangsvederlag kan være en særlig stor arbejdsmængde, burde dette
føre til færre engangsvederlag i forsvaret sammenlignet med staten. Endvidere skal det medtænkes, at der samtidigt er
et højt niveau af faste tillæg og samlet set et relativt højt lønniveau til en række medarbejdergrupper.
Det kan på den baggrund overvejes, at forsvaret fremadrettet fokuserer anvendelsen af engangsvederlag.
Der er i analysen vist, at såfremt andelen af ansatte, der modtager engangsvederlag i forsvaret, var på niveau med
staten i øvrigt, ville dette indebære en reduktion i antallet af modtagere af engangsvederlag fra i dag ca. 7.500 årsværk
til fremadrettet ca. 4.700 årsværk.
Hvis både andel og niveau for engangsvederlag var på samme niveau som gennemsnittet for resten af staten, ville
dette kunne frigøre 26 mio. kr. årligt.
Hvis alene andelen af modtagere af engangsvederlag var på samme niveau, men det lavere tillægsniveau blev fastholdt,
ville dette kunne frigøre 39 mio. kr. årligt.
Realisering af potentialet på ca. 26-39 mio. kr. vil kunne gennemføres ved, at forsvaret foretager en reduktion i niveau
II-myndighedernes lønsumsramme svarende til ca. 26-39 mio. kr. Dermed sikres det, at disse myndigheder har klare
incitamenter til at målrette anvendelsen.
Der kan i forlængelse heraf foretages en identifikation af niveau II-myndigheder med særlig høj honorering, så budgetreduktionen
bl.a. kan målrettes disse myndigheder.
106