November 2002 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

HJÆLPEFORENINGENS ÅRLIGE MØDE
28. september 2002
Her er jeg, send mig
Bonnie D. Parkin
For 161 år siden lagde de sidste
dages hellige hjørnestenen til
Herrens hus på en bakke med
udsigt over byen Nauvoo. Og blot et
år senere grundlagde profeten Joseph
Smith Hjælpeforeningen for
kvinderne. En nødvendig handling,
sagde profeten, for at fuldstændiggøre
Kirkens organisation. Denne forening
for søstrene var medvirkende til opførelsen
og færdiggørelsen af dette herlige,
mirakuløse tempel. Vores
åndelige arv som pagtsindgående
døtre af Gud i denne guddommeligt
inspirerede forening begyndte her i
den Smukke By. Templet i Nauvoo er
et håndgribeligt symbol på, hvad vi
har opnået, hvad vi kan opnå, og hvad
vor himmelske Fader har til sine trofaste
døtre.
Kathleen H. Hughes
Dette første hjælpeforeningsmøde
blev overværet af blot 20 kvinder.
Nogle var lige under 20, andre var
nyomvendte, nogle havde børn,
andre var enlige. Det var ligesom
Hjælpeforeningen i dag!
Organisationen voksede hurtigt og
omfattede kvinder fra alle samfundslag.
Der var brug for hver eneste søster
– ligesom der er brug for hver
eneste nu. Disse søstre stod over for
svære kampe: Deres børns død,
mangel på mad, familiens afvisning,
forfølgelse, mangel på tro. Men på
grund af pagter indgået med Herren
lyttede de til hinanden, de passede på
hinanden, de underviste hinanden.
De delte deres mad og tøj og følelser
med hinanden. Den unge Nancy Tracy
blev påmindet i en velsignelse: »Du
kender den gode hyrdes røst ... og da
han kom for at samle sine får, genkendte
du hans budskab og modtog
det med lykke og glæde.« 1 Disse søstres
forpligtelse og omvendelse
resulterede i handlinger af kærlighed,
barmhjertighed og forenet søsterfællesskab.
Anne C. Pingree
Vore første søstre i Hjælpeforeningen
var i høj grad som os! Der var tidspunkter,
hvor de unge eller de gamle,
immigranter eller nyomvendte, følte
sig alene, udenfor eller uforberedt på
de udfordringer, de mødte. Men fyldt
med tro trådte disse søstre frem,
forenede sig i at udføre deres del til at
opføre Herrens hus. Hver især gav de
deres gaver; de gav af det stof, som de
selv manglede, syede tøj, lavede mad
til arbejderne, bidrog med familiens
arvestykker, gav husly, passede de syge
og de gamle, syede endog forhænget
til templet. Deres småpenge, som
kunne have givet dem mad eller tøj,
gik i stedet til søm til templet og glas
til vinduerne. En søster sagde om sit
offer: »Jeg begyndte med stor tro at gå
til templets kontor for at skænke mit
offer. Pludselig kom fristelsen over
mig ... at med disse penge kunne jeg
købe de nødvendigheder, som jeg
stod og manglede. Jeg modstod. Jeg
sagde: ›Selv om jeg ikke havde mere
end en brødskorpe til hver dag i ugen,
vil jeg betale disse penge til templet.‹« 2
LIAHONA NOVEMBER 2002 101