November 2002 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

106
Vores familie
velsignes ved
vore pagter
KATHLEEN H. HUGHES
Førsterådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab
Hvis vi holder vore pagter, er de løfter, vi modtager til
gengæld, storslåede.
Søstre, hvor er det vidunderligt
at være sammen med jer i aften.
I er sådan nogle gode kvinder. I
er Guds trofaste, retfærdige døtre,
som stræber efter at gøre det bedste,
I kan for at holde de pagter, I har indgået
med vor himmelske Fader.
Jeg håber, at I hver især har haft
mulighed for at se den plakat, vi har
valgt til at repræsentere vores tema:
»Her er jeg, send mig.« Maleriet med
titlen Ankommende pionerer er malet
af søster Minerva Teichert, som er
mor, hustru og hædret kunstner. Vi
elsker dette maleri. Vi elsker udtrykket
på kvindens ansigt, mens hun går med
sin familie ved siden af sig. Og vi
elsker især hendes taske. Selv om vi
aldrig får at vide, hvad der er i tasken,
minder den mig om andre tasker, jeg
ser i Kirken. Jeg har båret på dem, og
jeg er også sikker på, at I har! Mine har
på forskellige tidspunkter indeholdt
skrifterne, undervisningsmaterialer,
flasker, stillebøger, papir og farver.
Søstre, ligesom vi tager vores taske
med i kirke, skal vi billedligt have en
anden taske med os, hvor end vi går –
og i denne taske er vore skatte af pagter
– fordi vi er pagtskvinder. Jeg vil
gerne tale med jer om, hvordan vore
pagter kan styrke retskafne familier.
Det er vigtigt for os at forstå, at der
ikke er nogen bestemt måde, en retskaffen
familie ser ud på. Nogle retskafne
familier har to forældre, men
sommetider er der, på grund af dødsfald
eller skilsmisse, kun én. Nogle
retskafne familier har mange børn, og
andre familier har, i hvert fald i øjeblikket,
ingen. De fleste medlemmer
er enlige en del af deres liv, men ældste
Marvin J. Ashton lærte os, at »Gud
og én er en familie.« 1 I nogle retskafne
familier er det kun faderen, der arbejder
uden for hjemmet, og andre
gange må begge de voksne arbejde.
Så selv om vi er forskellige, er det,
som retskafne familier har til fælles,
de pagter, som de holder hellige.
Jeg tænker først og fremmest på
pagter, der har at gøre med evangeliets
love: Fx tiende, at komme i Kirken
og visdomsordet. Søstre, jeg behøver
ikke at fortælle jer, at hvis vi holder
disse pagter, vil vores familie blive velsignet.
Det betyder ikke, at vi aldrig vil
lide, men i sidste ende ved vi, at der er
en belønning for at holde vore løfter.
Andre pagter forpligter os i forbindelse
med moralsk adfærd: Både vores
etik i forhold til hinanden og standarder
for adfærd i forbindelse med vores
legeme. Vi skal undervise vore børn i
etisk adfærd: Ærlighed, respekt, retskaffenhed,
venlighed i ord og gerninger.
Vi sender vore børn ud i en
verden, hvor disse adfærdsformer er
aftagende, men vi skal undervise dem
i anstændig og venlig adfærd ved ord
og endnu vigtigere ved eksempel.
Og hvad med adfærdsstandarden
med hensyn til vores legeme? Søstre,
vi skal være eksempler for vore børn
på, hvad vi forventer i beklædning, i
udseende og i dyd. For to år siden
stod præsident Hinckley ved dette
møde og rådede os til at »undervis[e
vores] børn, når de er meget små, og
hold aldrig op.« 2 Standarderne for os
alle er tydelige, men det, vi ved, er, at
verdens skikke for ofte bliver vore
skikke og vore børns skikke.
Jeg hørte engang en mor sige, at
med al den onde indflydelse, hendes
døtre oplever, måtte hun vælge,
hvilke kampe hun ville kæmpe. Og
derfor havde hun valgt ikke at kæmpe
mod deres tøjstandarder. Men ærbarhed
er en kamp, der er værd at
kæmpe, fordi den så ofte påvirker
mere alvorlige moralske spørgsmål.
Nuvel, det betyder ikke, at vi skal forlange,
at vore døtre og sønner er dækket
fra halsen ned til anklerne, men
det betyder, at vi hjælper dem med at
klæde sig på en måde, som viser, at de
er Guds børn. Søstre, I er kloge og
forbløffende mødre. I behøver ingen