November 2002 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

levet slidt efter alle disse år og var
ikke længere tilstrækkelig.
Templet er blevet udvidet og gjort
endnu smukkere og mere funktionelt.
Vi gennemførte kun en enkelt indvielsessession.
De hellige var kommet fra
fjerne områder. I det store rum, hvor vi
sad, kunne vi se lige ind i ansigterne på
de mange robuste, pålidelige og vidunderlige
sidste dages hellige, som i alle
disse år, i solskin og i skygge, under de
begrænsninger, som regeringen havde
pålagt, og som nu i fuldkommen frihed
har bevaret troen, havde tjent Herren
og stået som åndelige giganter. Jeg er
ked af, at jeg ikke kunne lægge mine
arme om disse heroiske brødre og søstre
og fortælle dem, hvor meget jeg
elsker dem. Hvis de hører mig nu,
håber jeg, at de fornemmer min kærlighed,
og at de vil undskylde min hastige
afrejse fra deres midte.
Derfra fløj vi til Frankrig for at varetage
nogle kirkeanliggender. Derefter
fløj vil til Rotterdam og kørte videre til
Haag. At arbejde i tre nationer på en
dag er temmelig krævende tidsplan
for en gammel mand.
Den følgende dag indviede vi
templet i Haag i Holland. Der blev
gennemført fire møder. Det var en
rørende og vidunderlig oplevelse.
Dette tempel er en smuk bygning i
et godt område. Jeg så taknemlig for,
at der nu findes et Herrens hus, som
kan betjene de hellige fra Holland,
Belgien og dele af Frankrig. Der blev
første gang sendt missionærer til
denne del af Europa helt tilbage i
1861. Tusindvis sluttede sig til Kirken.
De fleste af dem emigrerede til USA.
Men nu har vi en vidunderlig forsamling
af dyrebare og trofaste sidste
dages hellige, som fortjener et
Herrens hus i deres midte.
Jeg besluttede mig for, at mens jeg
var i denne del af verden, ville jeg
besøge andre områder. Vi fløj derfor
videre til Kiev i Ukraine. Jeg var der
for 21 år siden. Der er en ny fornemmelse
af frihed i luften. Hvilken inspiration
var det ikke at mødes med
3.000 hellige fra Ukraine. De medlemmer,
som kom fra nær og fjern,
udholdt stor ubehag og havde store
omkostninger ved at komme der.
En familie havde ikke råd til, at alle
familiens medlemmer kunne komme
med. Forældrene blev hjemme og
sendte deres børn af sted, så de
kunne få mulighed for at være sammen
med os.
Derfra drog vi videre til Moskva i
Rusland. Jeg var også der for 21 år
siden, og der er sket meget. Det er
som elektricitet. Man kan ikke se det.
Men man kan føle det. Her havde vi
atter et vidunderligt møde med
muligheder for at tale med betydningsfulde
regeringsembedsmænd,
som vi havde gjort det i Ukraine.
Hvilket uvurderligt og dyrebart privilegium
at mødes med disse vidunderlige
hellige, som var blevet
indsamlet Ȏn fra en by, to fra en
slægt« og bragt til Zion i opfyldelse af
profetien hos Jeremias (se Jer 3:14).
Livet er ikke let for dem. Deres byrder
er tunge. Men deres tro er fast, og
deres vidnesbyrd er levende.
På disse fjerntliggende steder, som
er fremmed for det meste af Kirken,
brænder evangeliets lys klart og oplyser
vejen for tusinder.
LIAHONA NOVEMBER 2002 79