November 2002 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

90
var tilbage, og kaste resten af frugten
ind i buskene i nærheden. Vores fjantethed
tog af, efterhånden som vore
kroppe gradvis begyndte at reagere
på den invasion, de havde været udsat
for. Den kemiske reaktion mellem
min mavesyre og de umodne æbler
gav mig mavekramper og kvalme.
Mens jeg sad og fortrød, hvad jeg
havde gjort, lagde jeg mærke til, at en
følelse inden i mig gjorde mig endnu
dårligere tilpas end de umodne æbler.
Den største utilpashed udsprang
af, at jeg indså, at det, jeg havde gjort,
var forkert.
Da mine venner havde foreslået, at
vi skulle invadere haven, havde jeg
følt mig ilde til mode ved det, men
havde ikke mod til at sige nej og
havde således undertrykt mine
følelser. Efter at gerningen nu var
gjort, var jeg fyldt med anger. Til min
fortrydelse havde jeg ignoreret de tilskyndelser,
som advarede mig om, at
mine handlinger var forkerte.
Fysiske barrierer og ydre kræfter
kan hindre os i at træde ind på afvigende
stier, men vi har også en følelse
inden i os, der somme tider beskrives
som en sagte, stille røst, 1 som, når vi
lægger mærke til den og giver agt på
den, hindrer os i at give efter for fristelser.
Flere år senere vakte det genklang
i mig, da jeg hørte præsident Boyd K.
Packers ord: »Vi kan ikke begive os
afsted på en forkert kurs uden først at
have overhørt en advarsel.« Jeg
tænkte på oplevelsen dengang og
andre som den – de indtryk og den
indsigt, vi får, når vi tænker over følgerne
af vore handlinger.
Profeten Mormon åbner vore øjne
for kilden til disse indtryk med disse
ord: »Kristi ånd gives alle mennesker,
for at de kan kende godt og ondt.« 2
Forestillingen om, at vi alle har
denne vejledende gave, bliver underbygget
i Johannesevangeliet, hvor der
om Frelseren står, at han var »det
sande lys, som oplyser ethvert menneske,«
3 som kommer til verden.
Disse tilskyndelser i os udspringer
af en guddommelig kilde og holder
os, når vi følger dem, på den rette
kurs og beskytter os derved mod skadelige
påvirkninger og farlige omveje.
Flere uger efter oplevelsen med
æblerne gik jeg ud for at møde mine
venner i lunden i nærheden af mit
hjem i forventning om, at vi skulle
udtænke en eller anden leg, vi kunne
lege. Da jeg nærmede mig dem, var
de krøbet sammen. Jeg så røg stige op
i luften over dem og genkendte lugten
af brændt tobak. En af dem havde
fået fat i en pakke cigaretter og nu sad
de og røg. De spurgte, om jeg ikke
ville være med, men det afslog jeg. De
blev ved og sagde, at min ulyst til at
være med var et svaghedstegn. Deres
drillerier blev til latterliggørelse iblandet
nedladende bemærkninger. Men
intet af det, de kunne finde på at sige
eller gøre, kunne overtale mig til at
ombestemme mig. Jeg var ikke blevet
opdraget med en viden om det gengivne
evangelium og vidste intet om
visdomsordet, men jeg blev holdt tilbage
af en følelse i mig af, at jeg ikke
skulle være sammen med dem.
Mens jeg på vej hjem grundede
over den beslutning, jeg havde truffet,
følte jeg mig rigtig godt tilpas. Skønt
mine forventninger ikke var blevet
omsat til handling, og skønt jeg måtte
finde ud af at udfylde min tid uden
mine venner, havde jeg lært noget om
mig selv – om kilden til virkelig lykke
og den kraft, man får ved at træffe
den rette beslutning, uanset hvordan
forholdene er, eller hvad resultatet
måtte være.
I en åbenbaring, som profeten
Joseph Smith fik, beskrives i følgende
skriftsted de fordele, der er forbundet
med at rette sig efter dette medfødte
kompas: »Og Ånden giver hvert menneske,
som kommer til verden, lys, og
Ånden oplyser hvert menneske i verden,
der lytter til hans røst.« 4
Ikke alene er dette vers et yderligere
vidnesbyrd om, at vi alle har
adgang til denne kilde til guddommelig
vejledning, men den understreger
også behovet for, at vi giver agt på
eller lytter til og reagerer på de tilskyndelser,
vi får. Det løfte, som følger,
betyder meget for mig: »Og
enhver, der lytter til Åndens røst,
kommer til Gud, ja, til Faderen.« 5
Disse følelser, som af og til omtales
som samvittigheden, men som mere
præcist bør defineres som Kristi Lys,
ikke alene hjælper os til at afgøre,
hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert,
men fører os, hvis vi giver agt på
dem, til kilden til dette lys, som
udstråler fra Faderens og Sønnens
nærhed. 6
Frelseren gav sine disciple dette
løfte: »Elsker I mig, så hold mine bud;
og jeg vil bede Faderen, og han vil
give jer en anden talsmand, som skal
være hos jer til evig tid: sandhedens
ånd.« 7 Han beskriver yderligere denne
gave som: »Talsmanden,
Helligånden.« 8 Man kan føle
Helligåndens tilkendegivelser, men
gaven må overdrages og kan kun
modtages ved håndspålæggelse efter
dåb. 9
Jeg har fået en større forståelse af,
hvorfor der om hans disciple på den
vestlige halvkugle står skrevet: »De