November 2002 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

en fantastisk kvinde og har altid været
et storslået eksempel. De vil klare sig
fint, hvor de end måtte blive sendt
hen. Dette er deres femte mission.«
(De havde tidligere tjent i Guam,
Nigeria, Vietnam, Pakistan, Singapore
og Malaysia. Herrens tjenere gav dem
en pause fra disse lange rejser og
kaldte dette ægtepar til at tjene i
templet i Nauvoo).
Et andet ægtepar talte på vegne af
alle disse helte og heltinder, da de
skrev: »Er villige til at rejse hvor som
helst og gøre, hvad vi bliver bedt om.
Det er ikke et offer, men et privilegium.«
Disse ældre missionærægtepar
yder et særligt mål af offervillighed og
hengivenhed. Det samme gør vore
missions- og tempelpræsidenter og
deres trofaste livsledsagere. Alle forlader
de deres hjem og familier for at
tjene på fuld tid i en periode. Det
samme gælder også den hær af unge
missionærer, som sætter deres liv derhjemme
på vågeblus og tager afsked
med familie og venner og drager ud
(som regel for egen regning) for at
tjene, der hvor Herren gennem sine
tjenere sender dem hen.
Jeg går, hvor du sender mig hen, o,
Gud,
over land og det skumklædte hav.
dit ord vil jeg råbe til verden ud,
jeg altid vil tjene dig.
(Salmer og Sange, nr. 178).
Millioner af andre tjener på frivillig
basis og bor hjemme. Det gør sig også
gældende med de 26.000 biskopråd
og grenspræsidentskaber og de trofaste
præsidentskaber i kvorummerne,
Hjælpeforeningen, Primary og
Unge Piger, som tjener sammen med
dem og under deres ledelse. Og det
samme gælder de millioner af andre
trofaste lærere i ward, grene, stave og
distrikter. Og tænk på de hundredtusinder
af hjemmelærere og besøgslærerinder,
som opfylder Herrens
befaling om »bestandigt at våge over
menigheden, at være hos medlemmerne
og styrke dem« (L&P 20:53).
Alle disse kan synge med på dette
inspirerede vers:
Måske min Herre vil bruge mig
som bærer af frelsens ord
til en, som træder på syndens vej
og ene med byrden står.
O Herre, hjælp mig at sige det,
som du ham vil have sagt;
når du mig styrker, jeg taler let
de ord, du vil have bragt.
(Salmer og Sange, nr. 178).
Som profeten og kongen
Benjamin sagde: »Når [vi] er i [vore]
medmenneskers tjeneste, tjener [vi]
blot Gud« (Mosiah 2:17). Han advarede
os også om at »se til, at alt dette
gøres med visdom og orden; thi det
forlanges ikke, at et menneske skal
løbe hurtigere, end det har styrke til«
(Mosiah 4:27).
Jesu Kristi evangelium udfordrer os
til at omvende os. Det belærer os om,
hvad vi bør gøre, og det giver os
mulighed for at blive det, som vor
himmelske Fader ønsker, at vi skal
blive. Det fuldstændige resultat af
denne forandring til gudfrygtige
mænd og kvinder opnås bedst ved
vores arbejde i hans vingård.
Vi har en storslået tradition for
uselvisk virke i Jesu Kristi Kirke af
Sidste Dages Hellige. Ja, faktisk er et
af Kirkens særkender, at vi ikke har
noget betalt eller professionelt præsteskab
i vore tusinder af lokale forsamlinger
og i de regionale stave,
distrikter og missioner, som fører tilsyn
med dem. Som en afgørende del
af Guds plan for sine børn udføres
hans Kirkes ledelse og virke af hans
børn, som villigt giver af deres tid til
at tjene Gud og deres medmennesker.
De adlyder Guds befaling om at
elske og tjene ham (se Joh 14:15; L&P
20:19; 42:29; 59:5). Det er på den
måde, at mænd og kvinder bereder
sig på den største velsignelse, nemlig
evigt liv.
Men der er hos nogle af os stadig
mulighed for at forbedre sig. Når jeg
spørger stavspræsidenter om forslag
til emner, som jeg skal tage op ved
stavskonferencer, hører jeg ofte om
medlemmer, som nægter at tage imod
kaldelser i Kirken, eller de tager imod
kaldelsen, men passer ikke deres
opgaver. Nogle er ikke hengivne og
trofaste. Sådan har det altid været.
Men det er ikke omkostningsfrit.
Frelseren talte om modsætningen
mellem den trofaste og den utro i tre
storslåede lignelser, som er nedskrevet
i det 25. kapitel i Matthæus.
Halvdelen af bryllupsgæsterne blev
udelukket fra festen, fordi de ikke var
beredt, da brudgommen kom (se Matt
25:1-13). De uduelige tjenere, som
ikke forøgede de talenter, de havde
fået af deres herre, fik ikke lov at
træde ind til deres herres glæde (se
Matt 25:14-30). Og da Herren kom i
sin herlighed, skilte han fårene, som
havde tjent ham og deres medmennesker,
fra bukkene, som ikke havde
gjort det. Kun de, der havde »gjort
[det] mod en af disse mine mindste
brødre« (Matt 25:40), blev placeret ved
hans højre side for at arve det rige,
som er bestemt for dem, siden verden
blev grundlagt (se Matt 25:31-46).
Brødre og søstre, hvis I ikke er fuldt
ud villige til at tjene, så tænk over,
hvem det er, som I afviser eller nægter
at tjene, når I siger nej til en kaldelse,
eller når I siger ja, men ikke gør jeres
pligt. Jeg beder til, at enhver af os vil
følge denne inspirerede udtalelse:
Der sikkert findes en plet på jord,
hvor gøre jeg kan lidt gavn,
hvor jeg kan holde min Frelsers ord
og ære hans store navn.
(Salmer og Sange, nr. 178).
Jesus viste os vejen. Skønt han
ønskede, at han ikke skulle følge den
bitre vej, som førte over Getsemane
og Golgata (se L&P 19:18), så sagde
han ydmygt til Faderen: »Dog, ske
ikke min vilje, men din« (Luk 22:42).
LIAHONA NOVEMBER 2002 69