November 2002 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

med mod og forpligtelse til at sige til
Herren: »Her er jeg, send mig.«
Som vores eksempel viste
Frelseren os ved sine egne handlinger,
hvad kærlighed betyder. Ud
over at betjene store skarer, viste
Jesus dybden af sin kærlighed og
omsorg for sin familie. Selv da han led
forfærdelig smerte på korset, tænkte
han på sin mor og hendes behov:
»Men ved Jesu kors stod hans mor ...
Da Jesus så sin mor og ved siden af
hende den discipel, han elskede,
sagde han til sin mor: ›Kvinde, dér er
din søn.‹
Derpå sagde han til disciplen: ›Dér
er din mor.‹ Fra den time tog disciplen
hende hjem til sig.« 5
Jeg synes, det er rørende, at dette
skriftsted viser dybden af Johannes’
hengivenhed over for Maria ved at
sige, at han »tog hende hjem til sig«.
Jeg mener, at de vigtigste kærlighedsgerninger
er små og enkle af natur,
evige i konsekvens og ydes inden for
vores eget hjems vægge.
Når vi hver dag tålmodigt og kærligt
forsøger at tage os af lidt irritable
spædbørn, overaktive børn, udfordrende
teenagere, irriterende brødre
eller søstre, vanskelige værelseskammerater,
mindre aktive ægtefæller
eller ældre, handicappede forældre,
kan vi spørge os selv: »Er det, jeg gør,
virkelig betydningsfuldt? Betyder det
noget, eller gør det en forskel?« Kære
søstre, det I gør med jeres familie,
betyder noget! Det er så umådeligt
betydningsfuldt. Daglig lærer og genlærer
vi hver især derhjemme, at kærlighed,
Frelserens rene kærlighed,
aldrig ophører. Der er mange hjælpeforeningssøstre,
der gør meget godt
ved at tjene i deres familie. Disse trofaste
kvinder får ikke verdens ros – ej
heller søger de den – men »der er
nogle, som I skal være barmhjertige
imod« 6 og gøre en forskel.
Hvem er disse kvinder, som gør en
forskel? I Nauvoo åbnede vore første
hjælpeforeningssøstre midt i den
tyngende fattigdom, deres hjerte og
bød mange nyomvendte velkommen,
som strømmede ind i byen. De delte
deres mad, deres tøj og endnu vigtigere,
de delte deres tro på Frelserens
forløsende kærlighed.
I vore dage er søster Knell en
pagtskvinde, som gør en forskel. Hun
er enke i 80’erne med en 47-årig søn,
som er mentalt og fysisk handicappet
fra fødslen. For nogle få år siden
begyndte denne kære søster at gøre
noget, som syntes umuligt for alle
andre – at lære sin søn Keith at læse.
Det var hans største ønske at lære at
læse, men lægerne havde sagt, at
Keith var ude af stand til at læse. Med
tro i sit hjerte og et ønske om at velsigne
sin søn, sagde denne ydmyge
enke til sin søn: »Jeg ved, at vor himmelske
Fader vil velsigne dig, så du
kan læse Mormons Bog.«
Søster Knell skrev følgende: »Det
var hårdt arbejde for Keith, og det var
heller ikke let for mig. I begyndelsen
var der nogle dårlige dage, fordi jeg
blev vred. Det har været tidskrævende,
en kamp ord for ord. Jeg sidder
ved hans side hver morgen. Jeg
pegede på hvert ord med en blyant
for at hjælpe ham med at holde sig på
sporet. Efter syv lange år og én måned
var Keith endelige færdig med at læse
Mormons Bog.« Hans mor sagde: »At
høre ham læse et vers uden hjælp er
en glæde, jeg bare ikke kan sætte ord
på.« Hun vidner: »Jeg ved at mirakler
sker, når vi har tillid til Herren.« 7
Overalt i verden i Afrika, Asien, på
Stillehavsøerne, i Nord- og
Sydamerika og Europa gør kærlige
kvinder, forenet med deres familie,
også en forskel i samfundet. På den
lille ø Trinidad hjælper søster
Ramoutar, en travl hjælpeforeningspræsidentinde,
og hendes familie børnene
i nabolaget. Familien Ramoutar
LIAHONA NOVEMBER 2002 109