November 2002 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

Vi er lykkelige når vi beder hver
morgen og hver aften, når vi kan føle,
at Herren hører os og altid er villig til
at velsigne, tilgive og hjælpe os. Vi er
lykkelige, når vi føler Helligåndens tilskyndelser
i vores liv – som når vi føler
Ånden, når vi skal træffe vigtige beslutninger
i livet. Vi er lykkelige, når vi
tager hjem efter en stresset og trættende
dag på arbejdet til vores families
arme, når de udtrykker deres kærlighed
til og påskønnelse for os. Vi er lykkelige
for at tale med vore børn, at
nyde familien, at samles til familieaften.
Kort sagt, vi kan føle lykke hver
dag i vores liv ved de små ting, vi gør,
og vi er fuldstændig lykkelige, når vi
holder en kærlig og omsorgsfuld Guds
befalinger.
Sand lykke kommer af at overholde
Guds befalinger. Vi bliver
belært i 2 Nephi 2:25, at »Adam faldt,
for at menneskene kunne blive til,
og menneskene er til for at kunne
nyde glæde«, eller med andre ord
være lykkelige.
Jeg har været vidne til denne lykke i
mange af Kirkens medlemmers liv. For
flere uger siden havde jeg til opgave at
præsidere over en stavskonference i
Cali i Colombia. Der mødte jeg en ganske
særlig ung mand, der er medlem af
Kirken, og som er et godt eksempel på
betydningen af sand lykke.
Han hedder Fabián. Hans familie
tilhører Kirken, og han lærte om frelsesplanen,
da han bare var en lille
dreng. I 1984, da Fabián var 3 år gammel,
boede hans familie i et hus tæt
på en stor og travl vej. På den vej
kørte der mange bybusser.
En dag fandt den lille Fabián lågen
åben, han prøvede at krydse vejen og
blev ramt af en bus. Takket være vor
himmelske Faders godhed overlevede
Fabián uheldet. Hans forældre bragte
ham til tre forskellige hospitaler, der
sagde, at de ikke kunne behandle ham.
De fortsatte med at søge efter hjælp,
og da de endelig fik ordentlig lægehjælp,
var prognosen ikke særlig god.
Efter at han havde gennemgået mange
operationer, fortalte lægerne familien,
at skaden på hans fødder og ben var så
omfattende, at de måtte amputere
hans højre ben for at redde ham.
Lille Fabián begyndte så et anderledes
liv uden et af sine ben. Han lærte
langsomt at kontrollere sin kropsbalance
og at gå ved hjælp af krykker.
Han gik i skole og fik støtte af sine
lærere og venner. Nogle mennesker
plejede at gøre nar af ham, men han
lærte hurtigt ikke at tage sig af deres
drillerier.
Han ønskede at deltage i alle
fysiske aktiviteter og gjorde det ofte.
Selvom det var svært at vinde, var han
altid modig og parat til at deltage.
Fabián tjener for tiden som rådgiver
i Unge Mænds præsidentskab i
sin stav. Han deltager i institut og er
aktiv i elevrådet Han spiller basketball
og fodbold. Han spiller også
bordtennis med sine venner fra institut.
Han kører på cykel og gør alt,
hvad en ung mand kan gøre. Han
arbejder som frivillig med at undervise
i engelsk på en stiftelse, der
tager sig af fattige børn.
Fabián ønsker at tjene sine medmennesker
og Gud med al sin
styrke. Han har et smilende ansigt
og er altid parat til at hjælpe nogen i
LIAHONA NOVEMBER 2002 93