November 2002 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

I hjertets hellighed
BONNIE D. PARKIN
Hjælpeforeningens hovedpræsidentinde
Hver gang vi rækker ud med kærlighed, tålmodighed,
venlighed, gavmildhed, ærer vi vore pagter ved at sige: »Her
er jeg, send mig.«
Selv om vores antal er meget
større end hjælpeforeningssøstrene
i Nauvoo, så er ånden i
vores forsamling den samme. Som os
opløftede, nærede og inspirerede de
hinanden, de bad for hinanden, de
indviede alt det, de havde, til riget.
Præsident Hinckley har beskrevet os
som »et umådeligt forråd af tro og
gode gerninger ... et anker af hengivenhed
og loyalitet og resultater.« 1
Hvor er det bemærkelsesværdigt, at
uanset om vi er i Konferencecentret
eller i en kirke i Mexico eller i en gren
i Litauen, så er vi søstre i Zion med et
stort værk at udføre. Og sammen vil
vi, ledet af Guds profet, gøre det! Jeg
håber, at I føler den kærlighed, jeg har
til jer – en kærlighed, som deles af
mine rådgivere, som er en stor velsignelse
for mig.
At sige, at jeg var overvældet, da
præsident Hinckley kaldte mig til at
tjene som Hjælpeforeningens hovedpræsidentinde
er en kæmpe underdrivelse!
Det kan I nok forstå, ikke? Men
med rystende stemme svarede jeg:
»Her er jeg, send mig.« Efter at en
jødisk veninde hørte om, hvad min
kaldelse omfattede, så hun på mig,
som om jeg var skør og spurgte:
»Bonnie, hvorfor skulle du gøre det?«
(På sådanne tidspunkter stiller jeg ofte
mig selv samme spørgsmål). Men der
er kun én årsag til, at jeg gjorde det:
Jeg har indgået pagt med Herren, og
jeg ved, hvad det kræver. Og jeg vidste,
at I og jeg ville tjene sammen, og
at min villighed var på vegne af os alle.
I århundreder har retfærdige
kvinder trådt frem og sluttet sig til
Kristi sag. Mange af jer er blevet døbt
for ganske nyligt; jeres pagter er friske
i jeres hjerte, jeres offer kan stadig
føles. Når jeg tænker på alle jer, mindes
jeg Priscilla Stains fra Wiltshire i
England. Den 19-årige Priscilla sluttede
sig til Kirken i 1843. Alene. Hun
måtte snige sig bort midt om natten
for at blive døbt, på grund af forfølgelser
fra sine naboer og sin families
uvilje. Hun skrev: »Vi ventede til midnat
... og begav os så til et vandløb
omkring 400 meter væk. Her var der
vand ... tilfrosset, og ældsten måtte
hugge et hul i isen, der var stort nok
til dåb. Ingen andre end Gud og hans
engle og nogle få vidner, som stod på
bredden sammen med os, hørte min
pagt, men i denne midnatstimes højtidelige
stund var det som om al naturen
lyttede, og de skrivende engle
nedfældede vore ord i Herrens bog.« 2
Hendes ord: »Ingen andre end
Gud og hans engle ... hørte min pagt«,
rørte min sjæl, for ligesom Priscilla er
vi – uanset vores alder, vores kendskab
til evangeliet, vores tid i Kirken –
alle pagtskvinder. Det er en vending,
vi ofte hører i Kirken, men hvad betyder
den? Hvorledes definerer pagter,
hvem vi er, og hvordan vi lever?
Pagter – eller bindende løfter
mellem os og vor himmelske Fader –
er nødvendige for vores evige fremgang.
Trin for trin lærer han os at blive
som ham ved at lade os deltage i hans
værk. Ved dåben indgår vi pagt om at
elske ham af hele vores hjerte og
elske vore søstre og brødre som os
selv. I templet indgår vi yderligere
pagt om at være lydig, uselvisk, trofast,
hæderlig og godgørende. Vi indgår
pagt om at ofre og indvie alt det,
vi har. Skabt ved præstedømmets
myndighed resulterer vore pagter, når
vi holder dem, i velsignelser, som fylder
vores bæger til randen. Hvor ofte
tænker I på, at jeres pagter når ud
over jordelivet og forbinder jer med
det guddommelige? Indgåelse af pagter
er udtryk for et villigt hjerte. At
holde pagter er udtryk for et trofast
hjerte.
Det ser enkelt ud på papir, gør det
ikke? Selvfølgelig er det i handlingen,
vi beviser, hvem vi virkelig er. På
denne måde ærer vi, når vi rækker ud
med kærlighed, tålmodighed, venlighed,
gavmildhed, vore pagter ved at
sige: »Her er jeg, send mig.« Vi siger
sædvanligvis disse ord blidt og ikke
akkompagneret af stort orkester.
Hvornår har en andens pagter med
Herren velsignet dig, bragt dig fred,
næret din sjæl? Da min mand og jeg
var missionærer i England, så vi
mange ældster og søstre, som var
direkte påvirket af værdige kvinders
pagter. Jeg var så taknemmelig for
mødre, søstre, tanter, lærere – som så
LIAHONA NOVEMBER 2002 103