November 2002 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

54
volder uskyldige sorg og smerte.
»Bare sig nej til stoffer« er et klogt
udtryk for beslutsomhed. Det bakkes
op af skriftstedet, som siger:
»Ved I ikke, at I er Guds tempel, og
at Guds ånd bor i jer?
Hvis nogen ødelægger Guds tempel,
skal Gud ødelægge ham. For Guds
tempel er helligt, og det tempel er I.« 6
Når jeg ser på de djævle, som er
tvillinger – nemlig ublufærdigheden
og umoralen, så vil jeg gøre dem til
trillinger og tilføje pornografi. De tre
følges ad.
I fortolkningen af Lehis drøm finder
vi en ganske rammende beskrivelse af
pornografiens nedbrydende virkning:
»Og mørkets tåge er djævelens fristelser,
som forblinder menneskenes
børns øjne, forhærder deres hjerter og
fører dem bort på brede veje, så at de
omkommer og fortabes.« 7
En nutidsapostel, Hugh B. Brown,
har sagt: »Enhver ublufærdighed, som
skaber urene tanker, er en vanhelligelse
af legemet – det tempel, som
Helligånden kan bo i.« 8
Lad mig i aften læse en perle fra
Improvement Era for jer. Den blev
trykt i 1917, men det har lige så stor
gyldighed i dag: »Den omsiggribende
tendens til vulgaritet i påklædning,
den strøm af umoralsk fiktion i bogform,
inden for teatret og især inden
for filmen ... tolerance over for ublufærdighed
i daglig tale og handling
skaber en dødelig, sjælsnedbrydende
vane.« 9
I sit inspirerede »Essay on Man«
skrev Alexander Pope:
Last er så forfærdelig at skue,
at blot synet får os til at grue.
Men ser og hører vi for tit dens navn,
så tager vi den snart i favn. 10
En passende sammenfatning, hvad
angår denne djævel, er måske det,
som står i Paulus’ første brev til korintherne:
»De fristelser, der har mødt
jer, er kun menneskelige. Og Gud er
trofast; han vil ikke tillade, at I fristes
over evne, men vil sammen med fristelsen
også skabe udvej, så I ikke bukker
under.« 11
For enhver af os gælder det, at det
er uendelig langt bedre at lytte til og
følge samvittighedens røst, for samvittigheden
advarer os altid som ven, før
den straffer os som dommer.
Herren selv giver os det sidste ord:
»Vær rene, I som bærer Herrens kar.« 12
Brødre, der er især ét ansvar, som
intet menneske kan flygte fra. Og det
er virkningen af vores personlige indflydelse.
Vores indflydelse mærkes bestemt i
vores familier. Til tider glemmer vi
fædre, at vi også har været drenge
engang. Og drenge kan volde deres
forældre kvaler.
Jeg kan huske, at jeg som dreng
elskede hunde. En dag tog jeg min
trækvogn frem, lagde en appelsinkasse
i den og drog ud for at lede
efter hunde. Dengang kunne man
finde hunde overalt; både i skolen,
ude på fortovet eller på tomme byggepladser,
som der var mange af. Når
jeg fandt en hund og fangede den,
anbragte jeg den i kassen, kørte hjem
med den, lukkede den inde i kulskuret
og låste døren. Jeg tror, at jeg den
dag fangede seks hunde af forskellig
størrelse og gjorde dem til mine
fanger på førnævnte måde. Jeg anede
ikke, hvad jeg skulle stille op med
hundene, så jeg afslørede ikke min
handling for nogen.
Far kom hjem fra arbejde, og som
det var hans sædvane, gik han ud i
skuret for at fylde en kulspand. Kan I
forestille jer hans chok og forbløffelse,
da han åbnede døren og straks blev
mødt af seks hunde, som forsøgte at
flygte på én gang? Så vidt jeg husker
blev far lidt vred, men så faldt han til
ro og sagde stille: »Tommy, kulskure
er til kul. Andres hunde tilhører retmæssigt
dem.« Ved at iagttage ham
lærte jeg tålmodighed og ro.
Og det var godt, at jeg gjorde det,
for jeg havde en lignende oplevelse
med vores yngste søn Clark.
Clark har altid elsket dyr, fugle og
krybdyr – ja, alt levende. Ofte har det
resulteret i kaos i vores familie.
Engang mens han var dreng, kom han
hjem fra Provo Canyon med en vandsnog,
som han kaldte Herman.
Herman forsvandt med det
samme. Søster Monson fandt ham i
sølvtøjsskuffen. Vandsnoge har det
med at dukke op, hvor man mindst
venter det. Nå, så bar Clark ham ud i
badekarret, satte proppen i, hældte
lidt vand i karret og satte et skilt op,
hvorpå der stod: »Lad være at bruge
det her badekar. Det tilhører
Herman«. Så vi måtte benytte det
andet badeværelse, mens Herman
nød sin tilbagetrukkethed.
Men så en dag var Herman til vores
forbavselse forsvundet igen. Han
skulle have heddet Houdini. Han var
væk! Så næste dag gjorde søster
Monson karret rent og klargjorde det
til normalt brug. Der gik så flere dage.
En aften besluttede jeg, at det var
tid at tage et afslappende bad, så jeg
fyldte karret med masser af varmt
vand og lagde mig ned i karret for at
nyde nogle minutters fred og ro.
Der lå jeg så og funderede over,
hvornår sæbevandet mon nåede
op til overløbsafløbet og begynde at
strømme ud. Kan I forestille jer min