November 2002 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

Hvad får jeg
ud af det?
PRÆSIDENT JAMES E. FAUST
Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab
At tage sit kors op og følge Frelseren vil sige, at man overvinder
sin selviskhed – at man forpligter sig til at tjene andre.
Jeg beder ydmygt om, at den
samme ånd, som har hvilet over
de andre talere denne formiddag,
vil fortsætte dermed, mens jeg
nu taler til jer.
For mange år siden arbejdede jeg
sammen med to ældre og mere
erfarne mænd. Vi havde været venner
i mange år og fandt gensidig glæde
ved at hjælpe hinanden. En dag bad
en af dem om vores hjælp i forbindelse
med en indviklet sag. Så snart
han havde forklaret problemet, var
det første, den anden sagde: »Hvad
får jeg ud af det?« Da hans gamle ven
svarede så selvisk, lagde jeg mærke til
det sårede og skuffede udtryk i ansigtet
på ham, som havde bedt os om
hjælp. Forholdet mellem de to blev
aldrig helt det samme efter det. Vores
selvoptagede ven havde ingen medgang,
for hans selviskhed formørkede
hans store evner, talenter og egenskaber.
Desværre kommer en af vor tids
forbandelser til udtryk i dette selviske
spørgsmål: »Hvad får jeg ud af det?«
I min tidligere profession hjalp jeg
engang arvingerne efter et retskaffent
ægtepar med at dele boet. Boet var
ikke stort, men det var frugten af
mange års hårdt arbejde og ofre.
Børnene var alle ærlige, gudfrygtige
mennesker, som var blevet opdraget
til at efterleve Frelserens frelsende
principper. Men da boet skulle deles,
udviklede der sig et skænderi om,
hvem der skulle have hvad. Skønt der
ikke var noget værdifuldt at slås om,
skabte selviskheden og begærligheden
en splid mellem nogle af familiens
medlemmer, som aldrig blev bilagt, og
som fortsatte i det næste slægtled.
Hvor er det tragisk, at arven efter disse
vidunderlige forældre viste sig at blive
så ødelæggende for familiesammenholdet
og kærligheden mellem deres
børn. Af dette lærte jeg, at selviskhed
og begærlighed fører til bitterhed og
splid. Omvendt bringer offervilje og
gavmildhed fred og ro i sjælen.
I det store råd i himlen, da den
store plan for frelse for Guds børn
blev forelagt, svarede Jesus: »Her er
jeg, send mig,« 1 og, »Fader, ske din
vilje, og din være herligheden evindelig.«
2 Og således blev han vores
Frelser. I modsætning hertil svarede
Satan, som var blevet højt agtet som
»en morgenrødens søn« 3 , at han ville
komme ned og »forløse hele menneskeheden,
så ikke en eneste sjæl skal
fortabes.« 4 Satan stillede to betingelser:
Den første var, at mennesket
blev nægtet handlefriheden. Den
anden var, at han skulle have æren.
Med andre ord skulle han have noget
ud af det. Og således blev han fader til
alle løgne og al selviskhed.
At tage sit kors op og følge
Frelseren vil sige, at man overvinder
sin selviskhed – at man forpligter sig
til at tjene andre. Selviskhed er et af
menneskets lavere karakteregenskaber,
som vi må undertrykke og overvinde.
Vi torturerer sjælen, når vi
fokuserer på at få snarere end på at
give. Ofte er det første ord, som
mange små børn lærer at sige, min. Vi
er nødt til at lære dem glæden ved at
dele med andre. Ja, en af de store
lærermestre med hensyn til, hvordan
man overvinder selviskhed, er forældrerollen.
Nogle mødre går ind i
dødsskyggens dal for at føde børn.
Mange forældre arbejder hårdt og
ofrer så meget for at kunne give deres
børn husly, mad, tøj, beskyttelse og
uddannelse.
Jeg har lært, at selviskhed i højere
grad drejer sig om, hvilke følelser vi
har for vore ejendele, end om hvor
meget vi har. Digteren Wordsworth
har sagt: »Verden er for meget en del
af os, både tidligt og sent/Ved at købe
og spendere spilder vi vore kræfter.« 5
En fattig kan være selvisk, 6 og en rig
kan være gavmild, men den, der alene
er besat af begærlighed, har det svært
ved at finde fred i livet.
Ældste William R. Bradford har
engang sagt: »Af alle de påvirkninger,
som får mennesker til at træffe de forkerte
valg, er selviskhed utvivlsomt
den stærkeste. Hvor der findes selviskhed,
mangler Herrens Ånd.
LIAHONA NOVEMBER 2002 19