November 2002 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

Det Første Præsidentskab (til højre) og medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum.
helbredelse af de syge har han tydelig
sagt: »Og den, der har tro til at blive
helbredt og ikke er bestemt til at dø,
skal blive helbredt« (L&P 42:48, fremhævelse
tilføjet). Alt for ofte overser vi
den afgørende vending: »... og ikke er
bestemt til at dø« (»eller«, kunne vi tilføje,
»til sygdom eller handicap«).
Fortvivl ikke, når inderlige bønner er
blevet bedt og præstedømmevelsignelser
givet, og jeres kære ikke har
nogen fremgang eller måske går bort
fra jordelivet. Find trøst i kundskaben
om, at I gjorde alt det, I kunne. Sådan
en tro, faste og velsignelse kan ikke
være forgæves! At jeres barn ikke kom
sig på trods af alt det, der blev gjort
på dets vegne, kan og bør være
grundlag for fred og forvisning til alle,
som elsker det! Herren – som inspirerer
velsignelserne, og som hører alle
oprigtige bønner – kaldte det hjem
alligevel. Alle erfaringerne med bøn,
faste og tro kan have været mere til
vores gavn end barnets.
Hvordan skal vi da nærme os
nådens trone, mens vi beder oprigtigt
for en af vore kære og lægger hænderne
på hans eller hendes hoved for
at give en velsignelse med præstedømmets
myndighed? Hvordan udøver
vi på rette vis vores tro? Profeten
Joseph Smith definerede evangeliets
første princip som »tro på Herren
Jesus Kristus« (4. trosartikel, fremhævelse
tilføjet). Det er denne definition
– »på Herren Jesus Kristus« – vi af og
til glemmer. Alt for ofte beder vi vore
bønner eller giver vore velsignelser og
venter derpå nervøst for at se, om vi
får det, vi beder om, som om godkendelsen
skulle give det nødvendige
bevis på hans eksistens. Det er ikke
tro! Tro er, ganske enkelt, tillid til
Herren. Med Mormons ord, er det »et
standhaftigt sind i hver form for
gudsfrygt« (Moroni 7:30; fremhævelse
tilføjet). De tre hebraiske øvrighedspersoner
udtrykte tillid til, at Herren
ville udfri dem fra ovnen med flammende
ild, men »og selv om han ikke
gør det,« sagde de til kongen, »[vil vi
stadig ikke] dyrke din gud« (Dan 3:18;
fremhævelse tilføjet).
Bemærkelsesværdig nok sås ikke tre,
men fire mænd midt i flammerne, og
»den fjerde [så] ud som en gudssøn«
(Dan 3:25).
Sådan er det med os. Det er
almindeligt i vores timelige verden at
sige, »at se er at tro«. Uanset hvilken
værdi denne lille leveregel har i livets
jordiske anliggender, gælder den ikke,
når vi vender os til Herren i vores
ulykkes mørke time. Herrens måde
defineres bedst ved en anderledes
leveregel, nemlig »at tro er at se«. Tro
på Herren er forudsætningen, ikke
resultatet. Vi ved, at han lever, derfor
stoler vi på ham, at han vil velsigne os
i henhold til sin guddommelige vilje
og visdom. Denne barnlige tillid til
Herren kendes i skrifterne ganske
enkelt som »et offer« af »et sønderknust
hjerte og en angergiven
ånd« (L&P 59:8).
Jeg siger dette af dyb overbevisning,
som blev skabt i livets erfaringers
brændende smeltedigel. Vores
anden søn, Adam, kom ind i vores liv,
da jeg var langt borte i Vietnams jungler
og rismarker. Jeg har stadig det
glædelige telegram, der fortæller om
hans fødsel. Adam var en lille fyr med
blå øjne og blond hår og med en gavtyveagtig
personlighed. Da Adam blev
fem år gammel glædede han sig
meget til at begynde skolen. Så kom
en epidemi med en almindelig børnesygdom
til vores samfund i det sydlige
Californien, og Adam fik sygdommen.
Bortset fra bekymring om hans velbefindende,
var vi ikke urolige. Det så
endda ud til, at han kun var let angrebet.
Pludselig en morgen stod han
ikke op af sengen, han var i dyb koma.
Vi skyndte os på hospitalet, hvor han
kom i intensiv behandling. En konstant
gruppe af hengivne læger og
sygeplejersker tog sig af ham. Hans
mor og jeg sad uophørligt og vågede i
venteværelset i nærheden.
LIAHONA NOVEMBER 2002 31