November 2002 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

søstre, som villigt udfører englenes
arbejde.
For nylig hørte jeg ældste Dieter
Uchtdorf fremsætte følgende indsigtsfulde
udtalelse: »Ingen af mine slægtslinier
går gennem Nauvoo. Jeg kan
ikke spore mine forfædre til pionererne.
Men ligesom flertallet af
Kirkens medlemmer over hele verden
kan jeg af hele mit hjerte inderligt
knytte mig til de hellige i Nauvoo og
til deres rejse til Zion. Den vedvarende
anstrengelse for at rydde en vej
i min egen religiøse rejse til et Zion
bestående af ›de rene af hjertet‹ får
mig til at føle mig tæt knyttet til pionererne
i 1800-tallet. De er mine
åndelige forfædre, ligesom de er for
hvert eneste medlem af Kirken, uanset
nationalitet, sprog eller kultur. De
har etableret ikke blot et trygt sted i
Vesten, men også det åndelige fundament
for opbygningen af riget i alle
verdens nationer.«
Nu nogle ord til jer søstre, som er
gift. Det er overvejende jer søstre,
som gør vore hjem til et tilflugtssted
med fred og lykke i en uroplaget verden.
En retskaffen mand bærer præstedømmet,
hvilket præstedømme er
den ledende myndighed i hjemmet.
Men han er ikke præstedømmet; han
bærer præstedømmet. 10 Hans hustru
har del i præstedømmets velsignelser
sammen med ham. Han er på ingen
måde hævet over sin hustrus guddommelige
status. Præsident Gordon B.
Hinckley udtalte ved mødet for præstedømmet
ved sidste aprilkonference:
»I ægteskabets fællesskab er der
hverken mindreværdighed eller overlegenhed.
Kvinden går ikke foran
manden, og manden går ikke foran
kvinden. De vandrer side om side som
søn og datter af Gud på en evig rejse.«
Han fortsatte: »Jeg er sikker på, at
når vi står foran Guds domstol, vil der
ikke blive talt meget om den rigdom,
som vi måtte have samlet i livet, eller
om nogle af de æresbevisninger, som
vi har opnået. Men, der bliver stillet
dybdegående spørgsmål om vore
hjemlige forhold. Og jeg er sikker på,
at de, som har vandret gennem livet
med kærlighed og respekt og værdsættelse
af deres ægtefæller og børn
vil modtage disse ord fra vores evige
dommer: ›Godt, du gode og tro tjener
... Gå ind til din herres glæde.‹« 11
De hustruer, som opretholder
deres ægtemand i biskopråd, stavspræsidentskaber
og andre præstedømmekaldelser,
er en stor velsignelse
for Kirken. De tjener bag scenen, stille
og effektivt, støtter familien og hjemmet,
mens deres mænd betjener de
hellige. Jeg sagde »stille.« Jeg har hørt
det sagt, at nogle kvinder kan lide en
stærk, tavs mand – de tror, at han
hører efter!
Ingen ved mere end jeg, hvilken
styrke en støttende hustru kan være.
Siden vi blev gift, har min Ruth støttet
og opmuntret mig i de mange kaldelser,
jeg har haft i næsten 60 år. Jeg
kunne ikke have tjent en dag uden
hendes kærlige støtte. Jeg er hende
inderligt taknemmelig og elsker
hende højt.
En af mine missionærkammeraters
enke, søster Effie Dean Bowman Rich,
har meget travlt med sin familie og
med to virksomheder. Desuden er
hun mor, bedstemor og oldemor i en
stor familie. For nogen tid siden, da
hun kæmpede for at klare kravene
fra alle disse roller, sagde hun: »Det,
jeg har brug for, er en hustru!«
Selvfølgelig mente hun, at hun følte
behov for støtte fra en, som ville tage
sig af de utallige detaljer, som en retskaffen
og omsorgsfuld hustru klarer
så godt.
Søstre, uanset jeres situation, har I
alle brug for at have olie i jeres lamper.
Det vil sige at være beredt. Vi
husker alle lignelsen om de ti brudepiger,
som var inviteret til bryllup.
Fem var kloge og forberedte med olie
i deres lamper til at møde Brudgommen;
de andre fem var ikke. Alle ti
gjorde deres lamper i stand, men fem
havde ikke medbragt tilstrækkeligt
med olie og var løbet tør. Vi har alle
brug for lyset fra vore lamper til at få
os gennem mørket. Vi ønsker alle at
LIAHONA NOVEMBER 2002 113