November 2002 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

58
Mulighederne er uendelige, og det,
som vi ser ske, er bestemt vidunderligt
og mirakuløst.
Det næste emne, som jeg vil tale
om, er familieaften. Vi frygter, at dette
program er på retur på mange områder.
Brødre, der findes ikke noget vigtigere
end jeres familie. Det ved I
godt. Dette program blev stiftet i
1915, for 87 år siden, da præsident
Joseph. F. Smith opfordrede de hellige
til at vie en aften om ugen til familien.
Det skulle være en aften med
undervisning, studium af skrifterne,
udvikling af talenter og drøftelse af
familieanliggender. Det var ikke en
aften, hvor man skulle gå til sportsarrangementer
eller lignende. Men hvis
der af og til skulle være familieaktiviteter
af den art, så er det i orden. Men
med det øgede pres, som lægges på
os, er det vigtigt, at fædre og mødre
sidder sammen med deres børn,
beder med dem, underviser dem i
Herrens veje, taler om familieproblemer
og lader børnene vise deres
talenter. Jeg er overbevist om, at dette
program kom som åbenbaring fra
Herren som hjælp til et behov, der
fandtes blandt familierne i Kirken.
Hvis der var behov for det for 87 år
siden, så er der endnu mere behov
for det i dag.
Det blev besluttet, at mandag aften
blev reserveret til denne familieaktivitet.
I de områder, hvor der var et stort
antal medlemmer af Kirken, tog skoler
og andre hensyn til dette program
og undlod at lægge arrangementer på
den aften.
Nu synes der at være en stadig
større tendens til at planlægge andre
aktiviteter mandag aften. Vi anmoder
respektfuldt om, at vore offentlige
skoler og andre lader os beholde
denne ene aften om ugen til dette vigtige
og traditionsrige program. Vi
beder dem om ikke at planlægge aktiviteter,
som kræver børnenes tid mandag
aften. Vi er sikre på, at de vil
indse, at det er meget vigtigt, at familier
får mulighed for mindst en gang
om ugen at være sammen uden at
svigte andre forpligtelser. Vi vil være
taknemlige, hvis de vil være os behjælpelige
på dette område. Og vi opfordrer
på det kraftigste til, at fædre og
mødre alvorligt overvejer denne
mulighed og udfordring, nemlig at
gøre mandag aften til en hellig stund
for familien.
Jeg har modtaget ikke så få indbydelser
til at tage del i arrangementer i
lokalsamfundet på mandag aftener.
Jeg har konsekvent sagt pænt nej tak
med henvisning til, at jeg har afsat
mandag til familieaften. Jeg håber
inderligt på, at I hver især vil gøre det
samme.
Næste emne.
Brødre, jeg vil igen påpege betydning
af, at hvert enkelt medlem af
Kirken og deres familier er uafhængig.
Vi ved aldrig, hvornår katastrofen
rammer os. Sygdom, arbejdsskader og
arbejdsløshed kan ramme mange af os.
Vi har et velfærdsprogram, som
visse steder sørger for at oplagre korn.
Det er vigtigt, at vi har det. Men det
bedste sted at have et lager af mad er i
hjemmet. Og vi bør også sætte penge
til side. Det bedste velfærdsprogram
er vores eget velfærdsprogram. Fem
eller seks bøtter hvede i hjemmet er
bedre end en skæppe i velfærdstjenestens
kornkammer.
Jeg forudsiger ikke her overhængende
katastrofer. Jeg håber ikke, at
der kommer nogle. Men vi bør leve
fornuftigt. Enhver, som har et hus,
erkender nødvendigheden af en
brandforsikring. Vi håber og beder til,
at der aldrig udbryder brand. Men
ikke desto mindre betaler vi for en
brandforsikring, så vi er dækket ind,
hvis katastrofen skulle ramme os.
Vi burde gøre det samme med
hensyn til familiens velfærd.
Vi kan begynde i det små. Vi kan
begynde med fødevarer til en uge og
så udbygge det til en måned og siden
til tre måneder. Jeg taler her om fødevarer,
som kan dække de grundlæggende
behov. Som I alle ved, er dette
ikke en ny opfordring. Men jeg er
bange for, at mange føler, at det langtrækkende
forråd ligger uden for deres
formåen, så derfor gør de slet ikke
noget.
Begynd i det små, brødre, og
arbejd frem mod et rimeligt mål. Læg
regelmæssigt lidt penge til side, så vil I
blive overrasket over, hvor hurtigt det
løber op.
Bliv gældfri og frigør jer for gældens
trældom.
Vi hører meget om at belåne friværdien
i husene. Nu hører jeg også
om belåning ud over husets værdi.
Udvis disciplin, når det gælder
udgifter, lån og andre forhold, som
kan føre til konkurs og de sorger, som
følger deraf.
Til sidst, mine brødre, vil jeg kort
tale om en sag, som jeg har talt om
før, og som ældste Ballard og præsident
Monson har berørt ved dette
møde. Jeg håber ikke, at de har noget
imod, at jeg prøver igen at understrege,
hvad de har sagt. Jeg taler her
om Kirkens medlemmers moralske
disciplin.
Alt for mange er fanget i et net af
umoral og alle de bitre frugter, som
følger med. Til de drenge, som er her
i aften – de unge mænd – vil jeg kraftigt
påpege, at I skal holde jer fra
moralsk ugudelighed. I ved, hvad der
er rigtigt og forkert. I kan ikke bruge
uvidenhed som en undskyldning for
uacceptabel adfærd.
Hvordan kan I dog tro, at I kan
hengive jer til umoralsk adfærd og
derefter drage ud i missionsmarken
som repræsentanter for Herren Jesus
Kristus? Tror I, at I kan tage værdigt til
Herrens hus og blive gift der for tid
og al evighed, hvis I har hengivet jer
til den slags?
Jeg bønfalder jer, mine kære, unge
venner, om at undgå en sådan adfærd.
Det bliver ikke let. Det kræver selvdisciplin.
De kræfter, som I står over for,
er stærke og fristende. Det er en snu
fjendes styrker. I har brug for den
styrke, som bønnen yder.