November 2002 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

Underkast jer den
Helligånds ledelse
ÆLDSTE KENNETH JOHNSON
De Halvfjerds
Disse tilskyndelser i os udspringer af en guddommelig kilde
og holder os, når vi følger dem, på den rette kurs og
beskytter os derved mod skadelige påvirkninger og farlige
omveje.
Jeg er blevet opdraget af
omsorgsfulde forældre i et hjem,
hvor vi lærte og praktiserede de
værdinormer, som banede vejen for,
at jeg blev præsenteret for Kirken og
antog evangeliets principper. Jeg blev
døbt i august 1959 kort efter min 19års
fødselsdag. Når jeg grunder over
de begivenheder, som ledte op til min
omvendelse, tænker jeg tilbage på en
oplevelse, jeg havde som barn.
I nærheden af mit barndomshjem
lå der et stort hus. Det lå en i smuk
park, som var omgærdet af, hvad der
forekom mig at være et tårnhøjt træstakit
på knap to meter. Jeg kan huske,
at jeg kiggede ind gennem hullerne i
stakittet, hvor knaster var faldet ud.
Det var som at kigge gennem et teleskop
og ind i en fremmed verden. De
velplejede græsplæner, de velholdte
blomsterbede og en lille frugthave
dannede en idyllisk ramme om den
karakteristiske bolig. Desværre var
muligheden for at nyde synet ret kort
på grund af den årvågne bulldog, som
patruljerede haven og straks lagde
mærke til, hvis nogen stod på den
anden side af stakittet. Skønt den bidske
hund ikke kunne komme ud af
haven, fik lyden af dens snusen, når
den nærmede sig stakittet, mig til at
springe frygtsomt tilbage, mens jeg
med min livlige fantasi forestillede mig
forskellige skrækscenarier.
Hr. og fru Lyons, som boede der,
var skolelærere. De optrådte altid værdigt
og syntes at holde af det privatliv,
som deres hus og have gav dem. Og
for at gøre det endnu mere spændende
så manglede hr. Lyons den
højre hånd og brugte i stedet en stålklo,
som stak ud under hans jakkeærme.
I mit drengesind kunne jeg se
for mig, hvordan hr. Lyons fulgte efter
mig, greb mig i kraven med kloen og
tog mig til fange.
Jeg husker en morgen i august,
hvor jeg var 10 eller 11 år gammel, da
jeg efter en nat med usædvanligt voldsomme
vindstød mødte mine venner,
da jeg gik hjemmefra. De var tydeligvis
oprørte over et eller andet og
spurgte: »Hørte du vinden i nat?«
Da jeg fortalte dem, at jeg det
havde jeg, gik de videre med at fortælle
mig, hvad de havde opdaget –
vinden havde blæst flere stykker af
stakittet om Lyons’ hus ned. Jeg forstod
ikke, hvorfor det skabte så
megen røre, og bad dem om at forklare,
hvilken betydning det havde.
De svarede med endnu større
begejstring: »Nu kan vi komme til
æbletræerne!«
Jeg var stadig meget tilbageholdende
og spurgte: »Men hvad med hr.
Lyons?«
»Hr. og fru Lyons er ikke hjemme.
De er rejst bort for at besøge noget
familie.«
»Hvor er hunden?« spurgte jeg
undersøgende.
»Familien har anbragt den på en
hundepension,« lød svaret.
Mine venner havde bestemt foretaget
en grundig undersøgelse.
Opmuntret af deres ord løb vi hen
mod vores mål med største hast. Da vi
var kommet ind i haven, klatrede vi
op i træerne og skyndte os at plukke
frugterne og fylde vore lommer og
også fylde dem inden for skjorten. Mit
hjerte hamrede og min puls galopperede,
for jeg frygtede, at hunden eller
hr. Lyons eller dem begge hvert øjeblik
ville dukke op i haven og fange
os. Vi løb fra gerningsstedet til et skjulested
mellem nogle træer i nærheden
og efter at have genvundet fatningen,
begyndte vi at spise æblerne.
Det var i august, og æblerne var
endnu ikke modne nok til at spise.
Faktisk smagte de meget bittert, men
den sure smag af grønne æbler standsede
os ikke, mens vi med begejstring
fortærede vores rov, som var det en
tvangstanke for os, som jeg ikke kan
forklare i dag. Da jeg havde spist rigtig
mange, stillede jeg mig tilfreds med at
tage en bid af hvert af de æbler, der
LIAHONA NOVEMBER 2002 89