November 2002 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

50
lokomotiv kom forbi, men han ville
ikke hjælpe, fordi, som han sagde:
»Jeg er så træt. Jeg kan ikke. Jeg kan
ikke. Jeg kan ikke.«
Så kom et lille blåt lokomotiv ned
ad sporet, og hun blev bedt om at
trække vognene over bjerget til børnene
på den anden side. Det lille
lokomotiv svarede: »Jeg er jo så lille.
Og jeg plejer kun ... at hjælpe til på
stationen derhjemme. Jeg har aldrig
før prøvet at køre over et bjerg.« Men
hun bekymrede sig over, at børnene
på den anden side af bjerget ville blive
skuffede, hvis de ikke fik alle de gode
ting i vognene. Så sagde hun: »Jeg
tror, jeg kan. Jeg tror, jeg kan. Jeg tror,
jeg kan.« Og hun koblede sig selv til
det lille tog. »›Fut, fut, tøf, tøf,‹ sagde
det lille blå lokomotiv. ›Jeg tror, jeg
kan. Jeg tror, jeg kan. Jeg tror, jeg kan.
Jeg tror, jeg kan. Jeg tror, jeg kan. Jeg
tror, jeg kan. Jeg tror, jeg kan.‹« Med
denne indstilling nåede det lille lokomotiv
bjergets top og kørte ned ad
den anden side og sagde: »›Jeg kunne
godt. Jeg kunne godt. Jeg kunne godt.
Jeg kunne godt. Jeg kunne godt. Jeg
kunne godt.‹« 2
Nogle gange bliver vi alle bedt om
at anstrenge os selv og gøre mere,
end vi tror, vi kan. Jeg mindes præsident
Theodore Roosevelts replik: »Jeg
er kun en almindelig mand, men jeg
arbejder ved grød hårdere, end den
almindelige mand!« 3 Vi udvikler vore
talenter ved i begyndelsen at tro, at vi
kan. Vi kender alle lignelsen om talenterne.
Mesteren gav fem talenter til
en, to til en anden og én til den
tredje, »enhver efter hans evne ...
Den, der havde fået de fem talenter,
gik straks hen og handlede med
dem og tjente fem til.
Ligeledes tjente han med de to
talenter to til.
Men den, der havde fået én talent,
gik hen og gravede et hul i jorden og
gemte sin herres penge.«
Lang tid efter kom Mesteren for at
gøre regnskab med dem. Den, der
havde fået de fem talenter sagde, at
han havde tjent yderligere fem talenter
og modtog denne ros: »Du har
været tro i det små, jeg vil betro dig
meget.« Den, der havde modtaget to
talenter og tjente yderligere to talenter,
modtog også løftet om et større
rige. Men den, som havde modtaget
én talent, kom tilbage med denne ene
talent og sagde: »Herre, jeg kender
dig som en hård mand, der høster,
hvor du ikke har sået, og samler, hvor
du ikke har spredt,
og af frygt for dig gik jeg hen og
gemte din talent i jorden.« 4
Ved denne dovne tjeners aflæggelse
af regnskab beskyldte han sin
mester for hans egne karakterbrist. 5
Han kunne i det mindste have investeret
pengene og modtaget renter af
dem i stedet for at begrave den i jorden.
Hans talent blev taget fra ham og
givet til den, som havde ti talenter. Så
fortæller Herren os: »For enhver, som
har, til ham skal der gives, og han skal
have overflod, men den, der ikke har,
fra ham skal selv det tages, som han
har.« 6
Vi kunne spekulere på, om det var
retfærdigt at tage talenten fra den
ene, som havde mindst, og giv den til
én, som havde mest. Fra begyndelsen,
forklarer Herren, havde hver af mændene
dog evner. 7
Nogle af os er for tilfredse med det,
vi allerede gør. Vi holder os til »æd,
drik og vær lystig«, mens muligheder
for vækst og udvikling findes i overflod.
Vi går glip af muligheder for at
opbygge Guds rige, fordi vi har den
passive indstilling, at en anden tager
sig af det. Herren fortæller os, at han
vil give mere til dem, som er villige.
De vil øge deres indsats, ligesom det
lille blå lokomotiv, da den trak toget
op ad bjerget. Men til dem, der siger:
»Vi har nok, fra dem skal endog tages
det, de har.« 8
Herren betror alle sine tjenere,
deriblandt alle præstedømmebærere,
åndelige talenter. Herren, som begaver
os med disse talenter, fortæller os:
»Jeg tror, du kan. Jeg tror, du kan.«
Selv om vi ikke alle er lige med hensyn
til erfaring, evner og styrke, har vi
forskellige muligheder for at anvende
disse åndelige gaver, og vi vil alle
skulle stå til regnskab for brugen af de
gaver og muligheder, der gives til os.
Kirkens historie omfatter episoder
med præstedømmebærere med store
evner. Nogle få var højt begavede,
men også uberegnelige og upålidelige
og mistede derfor deres åndelige
gaver og talenter, hvormed Herren så
rigeligt havde begavet dem. Jeg vil
gerne fortælle jer om en sådan.
Samuel Brannan førte nogle hellige
rundt om Kap Horn på skibet
Brooklyn. De holdt en kort pause i
Hawaii, før de lagde til i San
Francisco-bugten. Han blev overbevist
om, at hovedgruppen af de hellige
ikke skulle bosætte sig i Rocky
Mountains, men skulle fortsætte
videre til Californien. Derfor rejste
han mod øst og mødte den første
gruppe af emigranter under ledelse af
Brigham Young ved Green River i
Wyoming. Han brugte alle sine overtalelsesevner
til at forsøge at overbevise
Brigham Young om at udnytte de
muligheder, han følte Californien