Nationalpark Kongernes Nordsjælland - Hoteller

Skjold af sumpskildpadde. Tilstedeværelsen af varmeelskende
dyr som europæisk sumpskildpadde og krøltoppet
pelikan og planter som kristtorn, kaprifolie, vedbend,
hornnød og mistelten viser, at atlantisk tid var en varm
periode. Foto: Gilleleje Museum.
• Området Øerne i Tikøb sogn havde i Maglemosetiden
karakter af sø- og sumpområder. I
1991-1992 udgravede Nordsjællands Folkemuseum
30 m 2 af en maglemoseboplads, hvor man
fandt rester af et ildsted og en teltring bestående
af en buet række af større sten (Tikøb sb. 52-54)
(Hvass 1999:10).
Kongemosetid og Ertebølletid
(ca. 6.400-3.900 f.Kr.)
I Atlantisk Tid indtraf en meget markant havstigning,
littorina-transgressionen, som var forårsaget
af afsmeltning fra områder, som på dette tidspunkt
endnu var dækket af iskapper fra sidste istid. Herved
blev det fastlandsprægede danske område med
store floder splittet op i et ørige med dybe fjorde
og mindre flodløb. Denne markante landskabsændring
falder tidsmæssigt sammen med ændringer i
kulturmønsteret. Maglemosekulturen var knyttet til
fastlandstiden, Kongemosekulturen til tiden, hvor
landet ændrede udstrækning, og Ertebøllekulturen
til det nye kystlandskab fra midt i atlantisk tid.
Lind var den fremherskende træart i atlantisk tid.
Derfor kaldes perioden også Ældre Lindetid. Sidst
i jægerstenalderen var Nordsjælland ligesom resten
af Danmark dækket af urskov. Urskoven bestod af
en række plantesamfund, hvis sammensætning skiftede
efter jordbundens beskaffenhed. Kystskovens
bryn var tæt og rigt på arter med blandt andet eg,
elm, hassel, kornel og kvalkved. Men inden for det
28
solbeskinnede skovbryn var der skygge. Man måtte
bevæge sig frem mellem gamle væltede træer og
rådne stammer. Først højt oppe i trækronerne var
der lys og liv. Selv efter større stormfald slap der
ikke meget lys ned til jordoverfladen, og det var kun
i tilknytning til vådområderne inde i landet, at der
fandtes træløse flader (Iversen 1967).
Kongemose- og Ertebøllekulturens mennesker udnyttede
skovens ressourcer. Frø og frugter blev
samlet til forråd. Skeletter af nedlagte jagtdyr kendes
fra arkæologiske udgravninger. Men fisker-jæger-samler
samfundene bosatte sig særligt i de små
fjordarme, som skar sig ind i landet. Det omfattende
fiskeri bekræftes af kulstof 13-analyser af knoglevæv
fra periodens grave. Sådanne bopladser kendes
fra Nivå, Vedbæk og Villingebæk.
Forekomster af skaldynger fra Ertebøllekulturen og
bondestenalderen knytter Arresøområdet til Roskildefjord-
og Issefjordområdet, hvor de mange vige
frembød egnede steder for jagt- og fiskepladser. Ved
Havelse Mølle mellem Frederiksværk og Frederikssund
undersøgte man midt i 1800-tallet en skaldynge,
som havde ligget på en lille ø i atlantisk tid. Ved
undersøgelsen påviste man, at der var tale om menneskelige
aflejringer af muslingeskaller, en såkaldt
køkkenmødding.
I stenalderen var Halsnæs en ø, afskåret af et sund,
der gennem Melby Overdrev (Asserbo Plantage)
forbandt den salte Arresø med Kattegat. Sølager
køkkenmøddingen på sydsiden af Halsnæs, hvor
Isefjord møder Roskildefjord, fik siden internationalt
ry, da den var besøgsmål for den internationale
arkæologkongres i 1869. Det danske ord ”køkkenmødding”
blev et begreb i europæisk stenalderforskning.
Der kendes efterhånden en del mesolitiske grave i
form af skeletgrave og brandgrave. Mange af dem
stammer fra bopladserne ved den fossile Nivå-fjord,
mens en enkelt er fra Melby. Hørsholm Egns Museum
har fået fremstillet en rekonstruktion af ansigtet
af den 5-årige dreng, hvis grav blev fundet på
Nivågård-bopladsen i 1992. Vi står bogstavelig talt
ansigt til ansigt med stenalderfolket.
Forekomsten af en særlig type slebne bjergartsøkser,
de såkaldte Limhamn-økser i Nordsjælland viser, at
man i yngre Ertebølletid havde kulturforbindelse
med Skåne (Petersen 1984).