Sandflugtsmonumentet i Tisvilde. Monumentet bærer tekster og digte på dansk, tysk og latin, som nævner de involverede konger og embedsmænd. Foto: Liv Appel 2004. drev med stengærder, fik man held med udsåning af skov- og bjergfyr, rødgran, lærk og eg. Således blev Hornbæk Plantage, der anlagdes i perioden 1793 til 1850’erne, et effektivt middel mod sandflugten. Landboreformerne Mod 1700-tallets slutning skete voldsomme ændringer i det middelalderlige landskab i <strong>Nordsjælland</strong>. Ændringerne skete med gennemførelsen af landboreformerne, der skulle omdanne kulturlandskabet til sammenhængende, rationelle gårdbrug og herved gøre bønderne mere selvbevidste og initiativrige. Første led i disse reformer var Frederik V’s befaling fra 1761. De danske hovedlandeveje skulle udgå fra residensstaden København, og siden skulle de udbredes til alle provinser, inklusive Norge og hertugdømmerne. Dette reformarbejde blev i 1793 fulgt op af C.D. Reventlows store vejforordning. Fredensborg var Frederik V’s yndlingsslot, og han ønskede derfor, at den første strækning i hovedvejnettet skulle blive Fredensborgvejen/ Kongevejen. Frederik II’s hidtidige kongevej på denne strækning var ikke forsynet med bærelag og kunne derfor ikke indgå i det nye vejanlæg (Jørgensen 2001:43). 54 ”Her saa det ilde ud for nogle Tider siden, med Sand var alting skiult og Faren var ei liden. Sandbjerge voxte op fløy frem, naar Vinden kom og dref saa mangen een fra Huus og Eiendom. Hvorfor Kong Frederich til Landets gavn og beste, lod gribe Verket an med Vogne og med Heste, og lod saa vidt man kom den løse Grund besaae, at der hvor intet var opvoxer Græs og Strå. Vor Siette Christian vor Herlighed i Norden, ved ham det hele Verk til ende bragt er vorden. O, hans Æt og Sæd så længe blifve maae, som mand kand Støf og Sand omkring ved Hafvet faae. Om nogen spørge vil og hafver lyst at vide, paa hvem i denne sag Monarchen kunde lide, da hafver Amtmand Gram ei hvilet med sit Øye, og Røhl som vel fortient er lønnet for sin Møye”. Indskrift på sandflugtsmonumentet af præsten i Helsinge, Jørgen Friis 1738. Den lille landbokommission for Frederiksborg og Kronborg amter blev nedsat i 1784, og <strong>Nordsjælland</strong> blev således forsøgsområde for udskiftningen. Allerede i 1790 var de fleste landsbyer udskiftet. Bønderne havde hidtil drevet byens jorde i fællesskab, men dette var ikke foreneligt med tidens krav om, at landbruget skulle effektiviseres og forbedres. Bønderne skulle opgive det gamle landsbyfællesskab og landbruget organiseres efter nye ideer. Som en følge af skovforordningen i 1805, som fastlagde at skovene fremover skulle være forbeholdt forstvæsenet og kongernes jagt, blev de sidste skovlandsbyer nedlagt, og bønderne blev flyttet til bebyggelser uden for de indhegnede skove. Middelalderens kulturlandskab med sluttet landsbybebyggelse, der var omgivet af opdyrkede marker og udyrkede overdrev, blev afløst af det opdyrkede landskab med spredte gårdbebyggelser. Stengærder eller levende hegn kom til at omgive de blok- og/eller stjerneudskiftede marker. Samtidig udviskedes det karakteristiske mønster med store landsbyer på sletteegnene i vest og mindre landsbyer i skovområderne mod øst.
Udskiftningskort fra 1780’erne for Laugø by. Medens bonden hidtil havde haft sine agre spredt ud over bymarken, fik hver bonde nu samlet sin jord, bortset fra eng- og tørveskærsarealer. Når gårdene ikke blev flyttet ud fra landsbyen, blev landbrugsarealerne udskiftet så jordene udgik fra gårdene og dannede en vifte rundt om landsbyen. Hvis en gård flyttedes ud, blev den genopført på den tildelte jord i en blokudskiftning. Signatur: Marker før udskiftningen (lysegrønne), vådområder (mørkegrønne), skov (gulgrønne) og de nye matrikler efter udskiftningen (sort linie). 55
Change language