Nationalpark Kongernes Nordsjælland - Hoteller

Sandflugtsmonumentet i Tisvilde. Monumentet bærer
tekster og digte på dansk, tysk og latin, som nævner de
involverede konger og embedsmænd.
Foto: Liv Appel 2004.
drev med stengærder, fik man held med udsåning af
skov- og bjergfyr, rødgran, lærk og eg. Således blev
Hornbæk Plantage, der anlagdes i perioden 1793 til
1850’erne, et effektivt middel mod sandflugten.
Landboreformerne
Mod 1700-tallets slutning skete voldsomme ændringer
i det middelalderlige landskab i Nordsjælland.
Ændringerne skete med gennemførelsen af landboreformerne,
der skulle omdanne kulturlandskabet til
sammenhængende, rationelle gårdbrug og herved
gøre bønderne mere selvbevidste og initiativrige.
Første led i disse reformer var Frederik V’s befaling
fra 1761. De danske hovedlandeveje skulle
udgå fra residensstaden København, og siden skulle
de udbredes til alle provinser, inklusive Norge og
hertugdømmerne. Dette reformarbejde blev i 1793
fulgt op af C.D. Reventlows store vejforordning.
Fredensborg var Frederik V’s yndlingsslot, og han
ønskede derfor, at den første strækning i hovedvejnettet
skulle blive Fredensborgvejen/ Kongevejen.
Frederik II’s hidtidige kongevej på denne strækning
var ikke forsynet med bærelag og kunne derfor ikke
indgå i det nye vejanlæg (Jørgensen 2001:43).
54
”Her saa det ilde ud for nogle Tider siden,
med Sand var alting skiult og Faren var ei liden.
Sandbjerge voxte op fløy frem,
naar Vinden kom og dref saa mangen een fra
Huus og Eiendom.
Hvorfor Kong Frederich til Landets gavn og
beste,
lod gribe Verket an med Vogne og med Heste,
og lod saa vidt man kom den løse Grund besaae,
at der hvor intet var opvoxer Græs og Strå.
Vor Siette Christian vor Herlighed i Norden,
ved ham det hele Verk til ende bragt er vorden.
O, hans Æt og Sæd så længe blifve maae,
som mand kand Støf og Sand omkring ved
Hafvet faae.
Om nogen spørge vil og hafver lyst at vide,
paa hvem i denne sag Monarchen kunde lide,
da hafver Amtmand Gram ei hvilet med sit Øye,
og Røhl som vel fortient er lønnet for sin
Møye”.
Indskrift på sandflugtsmonumentet af præsten i
Helsinge, Jørgen Friis 1738.
Den lille landbokommission for Frederiksborg og
Kronborg amter blev nedsat i 1784, og Nordsjælland
blev således forsøgsområde for udskiftningen.
Allerede i 1790 var de fleste landsbyer udskiftet.
Bønderne havde hidtil drevet byens jorde i fællesskab,
men dette var ikke foreneligt med tidens krav
om, at landbruget skulle effektiviseres og forbedres.
Bønderne skulle opgive det gamle landsbyfællesskab
og landbruget organiseres efter nye ideer. Som
en følge af skovforordningen i 1805, som fastlagde
at skovene fremover skulle være forbeholdt forstvæsenet
og kongernes jagt, blev de sidste skovlandsbyer
nedlagt, og bønderne blev flyttet til bebyggelser
uden for de indhegnede skove.
Middelalderens kulturlandskab med sluttet landsbybebyggelse,
der var omgivet af opdyrkede marker
og udyrkede overdrev, blev afløst af det opdyrkede
landskab med spredte gårdbebyggelser. Stengærder
eller levende hegn kom til at omgive de blok- og/eller
stjerneudskiftede marker. Samtidig udviskedes
det karakteristiske mønster med store landsbyer på
sletteegnene i vest og mindre landsbyer i skovområderne
mod øst.