Nationalpark Kongernes Nordsjælland - Hoteller

Kort over stenalderfjorden ved Nivå i slutningen af Ertebølletid ca. 4.000
f.Kr., hvor fjorden havde sin største udstrækning. Alle kendte bopladser
fra jægerstenalderen er vist. Tegning: Ole Lass Jensen.
30
Man kender omkring hundrede bopladser, men
kun få har været i brug samtidig. Omridset af
de tidligere fjorde og deres bredder ses tydeligt
i terrænet. Villingebæk- og Ålekistebro bopladsen
har givet navn til faser af Kongemosekulturen
og Ertebøllekulturen (Kapel 1969; Petersen
1984).
Bondestenalderen (ca. 3900-1800 f. Kr.)
Pollendiagrammerne viser tydelige ændringer i
skovnaturen, da mennesker tidligt i subborealtid
begyndte at anlægge marker i urskoven til dyrkning
af hvede og byg, og de fodrede deres husdyr
med løv. I begyndelsen var dyrehold et supplement
til jagt, fiskeri og indsamling. Overgangen til agerbrugssamfund
i bondestenalderen medførte i Nordsjælland
ligesom overalt i landet en ekspansion fra
kysten ind i indlandet. De fundrige bosættelser ved
fjordene, der kendes fra jægerstenalderen, forsvinder
næsten i bondestenalderen.
Bondestenalderen inddeles i tre tidsfaser: tidlig-
mellem- og senneolitikum (dolktid). Ældst er den
tidligneolitiske tragtbægerkultur, som i mellemneolitikum
får selskab af den grubekeramiske kultur,
som er en mellemsvensk/sydnorsk variant af tragtbægerkulturen,
hvor hovederhvervet er fiskeri og
jagt.
Tragtbægerkulturen
Den almindelige bondebefolknings bopladser
lå i grupper, ofte i tilknytning til
ådalene, navnlig hvor flere vandsystemer
mødtes. Man ryddede dyrkningsområder
i urskoven, men man foretrak
de lette jorde, som kunne pløjes med
ard, en let plov. Et typisk bosættelsesterritorium
var et område, hvor der på
samme tid var gode muligheder for
agerbrug, husdyrhold, jagt, fiskeri og
indsamling af føde.
Botanikeren Johannes Iversen gjorde
opmærksom på, at et fald i elmens
pollenhyppighed, det såkaldte ”elmefald”,
kunne være en konsekvens
af menneskers direkte eller indirekte
påvirkning af skoven ved fældning,
løvhøst, barkskrælning mm. (Iversen
1941). I dag vil man nok mene, at elmesyge var årsagen.
Lindens maksimale udbredelse falder sammen
med tidspunktet for elmefaldet, men derefter
aftager den gradvist.
I de første århundreder af bondekulturen, tidlig neolitikum,
(3.900-3.300 f.Kr.) åbner man små arealer
i lindeskoven til dyrkning af hvede og byg og intensiv
kvæggræsning ved gentagne afbrændinger,
svedjebrug. Pollenanalyser af græstørv fra dysser
og jættestuer har vist (Andersen,S 1993:91), at tidlig
neolitikum, er sammenfaldende med det såkaldte
”birkemaksimum”. Dette ses som et udtryk for,
at birken spreder sig hurtigt på ryddet skovbund og
at den efter afbrænding let forynger sig ved selvsåning.
Tilsvarende er den efterfølgende mellemneolitiske
periode (3.300-2.800 f. Kr.) sammenfaldende med
det såkaldte ”hasselmaksimum”, som er udtryk for
en helt anden arealanvendelse, nemlig den kulturpåvirkede
kratskov. Større partier af lindeskov bliver
ryddet, så græsningsarealerne øges. Det omflyttende
”kratlandbrug” fremmer hassel, idet sekundære
kratskove anvendes til kortvarig korndyrkning
og efterfølgende kreaturgræsning (Aaby 1996 og
1994:38).
Den større bofasthed, der var en følge af bondekulturen,
medførte, at man i løbet af ca. 500 år opførte
talrige monumentale storstensgrave, dysser og jættestuer.
Nogle af storstensgravene har været brugt