Nationalpark Kongernes Nordsjælland - Hoteller

Skovens udvikling i nyere tid
Det tidligste kort, der viser skovens udbredelse i
Nordsjælland, er udført ca. 1680 af universitetets
kobberstikker Johan Husman. På kortet ser man, at
skoven dækker store dele af Nordsjælland. Særligt
iøjnefaldende er de store skovområder ud mod Øresundskysten,
omkring Helsingør, ved Frederiksværk
og mellem Arresø og Gribskov.
Ved sammenligning af Husmans kort med kort fra
de følgende århundreder er det muligt at følge skovens
tilbagegang fra egn til egn. Man skal imidlertid
være opmærksom på, at der er visse begrænsninger
forbundet med at benytte historiske kort fra
16-1700-tallet. Grænsen mellem skoven og de dyrkede
marker er i realiteten flydende, samtidig med
at skoven både kan omfatte områder med tæt skov
og åbent overdrev.
• Skoven ca. 1680:
Det billede, som Husmans 1680-kort giver af
skovens udbredelse i Nordsjælland, er et resultat
af skovudviklingen i løbet af 1600-tallet.
Under flere fjendtlige besættelser var de danske
skove blevet udsat for voldsomme forhugninger,
men efter freden i 1660 voksede nye træer
op. Dette skyldtes et fald i folketallet og en nedgang
i antallet af husdyr. Men der skulle bruges
meget tømmer til genopbygningen (Fritzbøger
2001:55).
• Skoven i perioden ca. 1680-1768:
Sammenligner man skovarealerne på Husmans
kort fra ca. 1680 med kaptajn Abraham Christian
Villars kort fra 1720 over rytterdistrikterne
i Københavns, Frederiksborgs og Kronborgs
Amt og kortet som Caspar Wessel i 1768 fremstillede
for Videnskabernes Selskab ser man, at
skovområderne mellem Gribskov og Arresø, på
Arrenæs og ved Frederiksværk er gået markant
tilbage.
56
Landboreformerne
1769 Selvejerforordningen
1781 Udskiftningsforordningen
1788 Stavnsbåndets ophævelse
1793 Vejforordningen
1799 Hoveriforordningen
1805 Fredskovsforordningen
1814 Landsbyskoleloven
Diagram over skovens areal i Nordsjælland
fra 1680 til i dag.
På trods af dette er det nordsjællandske skovareal
ifølge diagrammet tilsyneladende næsten uændret
(ca. 300 km 2 ) i denne periode. Ganske vist bevarede
skoven sin udstrækning, men der blev stadig færre
store træer. Bøndernes græssende husdyr forhindrede,
ligesom løv- og gærdselshugst, en fornyelse af
højskoven. Derfor gik det tilbage for kongens tømmerproduktion
i Nordsjælland.
Særlig hårdt gik det ud over skoven i 1740’erne, da
kvægpestepidemier bragte landbruget i krise. Bønderne
så intensivering af korndyrkningen som en
vej ud af krisen, og de forhuggede derfor skoven, så
dyrkningsområdet voksede (Fritzbøger 2001:66f).
Oldentaksation er en beskatningsform, som er baseret
på en vurdering af, hvor mange svin, der det pågældende
år kunne fedes i skoven på olden, dvs. bog
og agern. Fra 16- til 1700-tallet viser oldentaksterne
et fald på over 75 %. Dette tyder på, at oldentræerne
var blevet yngre (de sætter først frø i 40-50 års alderen)
og, at der var blevet større afstand mellem dem
(Fritzbøger 2001:56). Tilsvarende indførte kongen i
sine bestræbelser på at kontrollere bøndernes udnyttelse
af skoven i løbet af 16-1700- tallet en afgift på
kulmilebrænding.
I midten af 1700-tallet, da landbrugsreformerne var
i deres vorden, gennemførtes der dyrkningsforsøg
med såning, udplantning og selvforyngelse af skov,
og der udvikledes forskellige skovgenopretningsprojekter.
Det mest lovende var ledet af det kongelige
skovvæsen ved overjægermester Carl Christian
von Gram, som i 1762-63 ansatte den højt ansete
tyske skovbrugsekspert Johan Georg von Langen. I
løbet af 13 år introducerede von Langen nye træsorter
og driftsprincipper.