88 Kort over udbredelsen af gravhøje i Blistrup sogn. Arkæologen Vilhelm Boye indhentede i 1886 oplysninger om 118 gravhøje i Blistrup sogn (blå cirkler og firkanter). Af de gamle kort fra 17-1800-tallet fremgår det imidlertid, at 38 gravhøje var fjernet før Boyes registrering, hvilket svarer til ca. 1/3 af gravhøjene (røde cirkler). I dag er kun 23 gravhøje i Blistrup sogn fredet, hvilket svarer til ca. 15 % af gravhøjene omkring år 1800 (blå firkanter).
Middelalderens vandmøller I markbogen fra 1680’erne er der oplysninger om flere vandmøller i landskabskorridoren Høbjerg- Valby-Bakkebjerg. De er sandsynligvis fra middelalderen. Derimod har man kun oplysninger om én enkelt vindmølle, som ifølge Esrum Klosters brevbog i 1304 lå ved Ludshøj ved Blistrup (Appel 2003). Markerne stod tit under vand om foråret. I nyere tid er grundvandsspejlet sænket ved dræning, og mange små vandløb er lagt i rør. I dag er sporene efter de fleste af vandmøllerne og mølledammene slettet ved dyrkning eller sommerhusudbygning. Hvor der var mulighed for, at man kunne opstemme vandet, anlagdes små vandmøller (Linde-Laursen 1989). Kværnen bestod af en møllesten med overligger, som blev drevet af et vertikalt vandhjul (Fischer 1993:38). Sådanne små møller lå f.eks. ved Gamle Møllevad mellem Vejby og Mønge og i området syd for Valby, hvor man i kulturlandskabet kan se omridset af mølledammen og dæmningerne ved de to vandmøller (se under potentialer nedenfor). Råge Mølle var engang én af <strong>Nordsjælland</strong>s større vandmøller. Den lå ved udløbet af Højbro Å ved Rågeleje. I dag er alle spor af møllen væk, men da møllen var i drift, opstemmede man vandet i Unnerup Mose og Hanebjerg Mose. Råge Mølle omtaltes i 1500-tallet som en græsmølle, der har tilhørt kongen Den anvendtes kun om vinteren og kaldtes derfor også for en vintermølle. Stigbordet skulle fjernes 1.maj af hensyn til græsafgrøden. I 1610 var ”Rogemølle aldeles øde og afbrudt” (Jarrum 1991:22ff). Rågeleje I bondestenalderen gik havet helt op til foden af kystklinten. Siden hævede landet sig, hvorved der opstod et marint forland, der gennem tiden er blevet stærkt eroderet af havet. De dele af det marine forland, som i dag ligger tilbage, er enten bebygget eller udlagt som offentlige rekreative arealer. Kystsletten ved Smidstrup og Udsholt Strand strækker sig mod vest frem til Højbro Ås udløb ved det gamle fiskerleje, Rågeleje, der brugte åmundingen som naturlig havn. Vest for fiskerlejet fortsætter kystklinten til Tisvildeleje, kun afbrudt ved Heatherhill. Den østlige del af Rågeleleje i begyndelsen af 1900-tallet. Helsinge Lokalhistoriske Arkiv. I ældre tid lå det marine forland hen som forblæste strandenge og hedelignende strækninger. Skrænterne var afbrudt af lavninger, der gav adgang til kysten. Oftest var der her adgang til ferskvand fra de bække eller åer, som løb ud i havet. Her slog lokale sig ned for at drive fiskeri. Frem til ca. 1500 var der primært tale om sæsonfiskeri efter sild i efterårsmånederne, men på dette tidspunkt begyndte de nuværende fiskerlejer som helårsbebyggelser at udvikle sig (Frandsen 1987; Frandsen og Jarrum 1992). I 1588 havde Rågeleje fiskerleje 15 huse. Bebyggelsen forsvandt næsten helt i begyndelsen af 1600tallet på grund af fiskerikrisen, men genopstod i 1700-tallet, og omkring år 1800 lå der 12 huse langs Højbro Å i Rågeleje (Frandsen og Jarrum 1992). Under en kraftig storm i 1923 forsvandt den del af bebyggelsen i Rågeleje, som lå nord for Gillelejevejen, i havet. Rågeleje mistede herved en del af sin oprindelige identitet (Frandsen 1991b). Siden er der foretaget gentagne kystsikringsarbejder med tekniske løsninger, som passer dårligt til det gamle fiskerleje. Det er vigtigt, at man ved fremtidige anlægsarbejder i Rågeleje i langt højere grad tilpasser nybyggeriet til atmosfæren i det gamle fiskerleje, som er bedst bevaret vest for åen i retning af Heatherhill og Tisvildeleje. Her breder sommerhusområderne sig oven for skrænten. Længere inde i landet ligger der flere landsbyer med gamle navne. Nejlinge, Mønge og Laugø anses for at være opstået i yngre romersk og germansk jernalder i tidsrummet ca. 200-700/800 e. Kr, mens sognebyerne Vejby og Valby er lidt yngre navneformer fra vikingetiden, ca. 800-1050 e.Kr. Stednavne med disse endelser er karakteristiske for den vestlige del af <strong>Nordsjælland</strong>, hvor landskabet tidligt blev opdyrket. 89
Change language