Nationalpark Kongernes Nordsjælland - Hoteller
Nationalpark Kongernes Nordsjælland - Hoteller
Nationalpark Kongernes Nordsjælland - Hoteller
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
sidensbyen København og hans store nybyggede<br />
slotte Hillerødsholm/ Frederiksborg og det ombyggede<br />
Krogen/ Kronborg samt det kongelige haveanlæg<br />
Lundehave/ Marienlyst. Vejen, som oprindelig<br />
var spærret med bomme og porte, kunne kun åbnes<br />
med kongens nøgler. Endnu en del af denne gamle<br />
kongevej blev i år 2000 fundet ved Spidsbjerg i forbindelse<br />
med anlæggelsen af fjernvarmledningen<br />
mellem Helsingør og Tikøb.<br />
Da Ole Rømer efter Christian V’s ønske i 1681 foretog<br />
en opmåling af det eksisterende hovedvejsnet<br />
med sin målevogn, var Frederik II’s kongevej mellem<br />
Frederiksborg og Kronborg stadig forbeholdt<br />
kronen (Jørgensen 2001:27). Frederik II’s trætavler<br />
med hele og halve mil var forsvundet så Rømer<br />
satte markeringer for hver fjerdingvej (1/4 mil).<br />
Milepælshøjen i Nyrup Hegn er den eneste bevarede<br />
i Danmark, men desværre mangler selve milestenen.<br />
Højen markerer to mil fra Frederiksborg<br />
og Hørsholm og fem en halv mil fra Københavns<br />
Østerport.<br />
Kulsvierne<br />
I selve Gribskovområdet og i ejerlavene Mårum,<br />
Nellerød, Helsinge, Annisse, Vassingerød, var<br />
kulsvieri en særlig vigtig binæring. Fra 1500-tallet<br />
havde nordjællandske bønder leveret trækul til<br />
Mølleåindustrierne, til krudtværker og slotte i den<br />
københavnske nordegn, til håndværkere og til borgerskabets<br />
boliger i København. I de hektiske år under<br />
den Gram-Langenske forstforordning og under<br />
Napoleonskrigene var det kongelige forstvæsen aktiv<br />
indenfor kulsvidning (Petersen 1987:60).<br />
I løbet af 1700-tallets anden halvdel<br />
faldt forbruget af trækul i takt med, at<br />
stenkulimporten steg. Med skovforordningen<br />
i 1805 forsvandt bøndernes mulighed<br />
for at hente træ i skoven. Manglen<br />
på importerede stenkul til København<br />
betød et midlertidigt opsving for<br />
kulsviervirksomheden, men efter Naopleonskrigenes<br />
afslutning i 1814, blev<br />
trækul næsten helt erstattet af stenkul,<br />
og kulsvidningen ophørte næsten (Petersen<br />
1987; Schjøtt-Olsen 1987a). Enkelte<br />
husmænd bl.a. på Karlebo Overdrev og<br />
ved Esbønderup Skovhuse sviede dog<br />
kul helt frem til begyndelsen af 1900tallet<br />
(Schjøtt-Olsen 1987b).<br />
Sandflugten<br />
Klimatiske forhold i form af hyppige storme og<br />
overgræsning i kystzonen igangsatte i begyndelsen<br />
af 1500-tallet sandfygning så jorderne flere steder<br />
langs Nordkysten blev dækket af sand. Sandflugten<br />
startede på egnen ved Melby Overdrev, hvor vegetationen<br />
på den hævede havbund var særlig sårbar<br />
for overgræsning. Herfra bevægede sandet sig mod<br />
øst forbi Vejby og Blistrup til Hornbæk. Ved Gilleleje<br />
og Villingebæk kendes sandflugten først fra<br />
anden halvdel af 1600-tallet.<br />
I 1724 blev holsteneren Johan Ulrich Røhl kaldt til<br />
landet for at lede soldaternes og de lokale bønders<br />
arbejde med at stoppe sandets vandring. Midlerne<br />
mod sandflugten var tilplantning med klitplanter<br />
samt gravning af grøfter, der kunne hindre sandets<br />
vandring ind i landet. Det skete i sammenhæng med<br />
udlægning af tang på sandfladerne til gavn for planternes<br />
vækst. Det lykkedes Røhl at standse sandflugten<br />
i 1730’erne. Til minde om dette projekt rejste<br />
man i 1738 et sandflugtsmonument på højdedraget<br />
Stuebjerg i Tisvilde Bys sydlige udkant (Bernichow<br />
2003:53ff).<br />
Sandflugten var også voldsom omkring Hornbæk,<br />
hvor sandet nåede ind til Skibstrup og Saunte, før<br />
det blev bremset ved Horneby Ås. Det lille fiskerleje<br />
Ræveleje mellem Ellekilde og Hornbæk var<br />
opslugt af sandet allerede i begyndelsen af 1600tallet<br />
(Madsen 2003:161). Man forsøgte forgæves at<br />
fremelske skovbevoksning i første halvdel af 1700årene,<br />
men den blev ædt af kreaturerne. Først efter,<br />
at skoven blev adskilt fra bøndernes marker og over-<br />
Strandengene ved Ellekilde og den endnu spæde Hornbæk plantage.<br />
Johan Thomas Lundbye, 1848 (Madsen 2003:162).<br />
53
Change language