Kapitel 1

ligningsordning for den del af arbejdsmarkedet, der ikke er eller bliver omfattet af en overenskomstmæssig
udligningsordning. Regeringen har samtidig meddelt, at den resterende del af det
overenskomstdækkede arbejdsmarked vil få mulighed for selv at forhandle en udligningsordning på
plads. De øvrige større overenskomstområder skal forhandle i 2005.
Model 4 afspejler den seneste udvikling på arbejdsmarkedet og regeringens udmelding.
Modellen adskiller sig fra de øvrige modeller ved at præmissen om, at alle arbejdsgivere skal være
omfattet af en udligningsordning, opfyldes samlet set, men at dette sker ved en kombination af
overenskomstbaserede udligningsordninger og en udfyldende lovbaseret ordning.
Danske arbejdsretlige love er ofte subsidiære i forhold til overenskomsterne, hvis de lever op til lovgivningens
minimumskrav. En model, der alene omfatter restarbejdsmarkedet, vil være udtryk for
denne tradition.
Udligningsordningen skal omfatte alle de arbejdsgivere, der ikke er eller kun for en del af deres ansatte
er omfattet af en overenskomstbaseret udligningsordning, og ordningen skal være obligatorisk.
Hvis formålet med udligningsordningen ikke skal udhules, må der i en sådan model sikres en reel
udligning af barselsomkostninger mellem arbejdsgivere med ansatte med forskellig kønsfordeling.
Det er således nødvendigt at sikre sig mod, at fx en lille kreds af arbejdsgivere og arbejdsgivere på
mandedominerede områder spekulerer i at etablere egne udligningsordninger.
Dette forudsætter derfor, at udligningsordningerne opfylder visse nærmere bestemte minimumskrav.
Kønsfordelingen i en udligningsordning skal ideelt set afspejle den gennemsnitlige kønsfordeling på
det samlede private arbejdsmarked. På det private arbejdsmarked udgør kønsfordelingen samlet
set 39,5 pct. kvinder og 60,5 pct. mænd.
Kønsfordelingen varierer imidlertid betydeligt inden for de forskellige brancher. Det er ikke nødvendigt
for at sikre en betydelig udligning, at kønsfordelingen afspejler gennemsnittet, men det er klart,
at det må tilstræbes, at andelen af kvinder ikke bliver for lille i forhold til kvinders gennemsnitlige
andel af beskæftigelsen. Det er udvalgets vurdering, at der i en overenskomstbaseret udligningsordning
som minimum skal være en kvindeandel på omkring 30 pct.
For at sikre, at formålet med udligningsordningen nås, må der samtidig stilles krav til antallet af lønmodtagere,
der via deres arbejdsgivere indgår i udligningsordningen. Det vil ikke være i overensstemmelse
med formålet, hvis en kreds af arbejdsgivere med få ansatte, evt. en enkelt arbejdsgiver,
kan isolere sig i ordninger med begrænset udligningspotentiale. Det er udvalgets vurdering, at en
aftalebaseret udligningsordning derfor må dække mindst 10.000 lønmodtagere for at sikre en reel
udligning. Det medfører et udligningspotentiale af en størrelsesorden, der sikrer at udligningsordningen
hviler på et rimeligt økonomisk grundlag. Til sammenligning er det en betingelse for anerkendelse
af en arbejdsløshedskasse, at den har mindst 10.000 medlemmer.
Herudover bør forudsætningen for, at den lovbaserede udligningsordning er subsidiær i forhold til
66