Kun elektronisk udgave - Sundhedsstyrelsen

ProteinbindingI humant fuldblod findes 90% af verteporfinet i plasma og 10% i blodlegemerne.I blodlegemerne var kun en lille del membranbundet. I humantplasma er 90% bundet til plasmalipoproteiner, heraf ca. 6% til albumin.MetabolismeVerteporfinets estergruppe hydrolyseres af plasma- og leveresteraser tilbenzoporphyrin disyrederivat (BPD-DA). BPD-DA er også fotosensibiliserende,men den systemiske eksponering når kun 5-10% af verteporfinets,indikerende at det meste verteporfin udskilles uomdannet. In vitrostudier viste ingen signifikant involvering af oxidativ metabolisering medcytochrom P450 enzymer.UdskillelseDen gennemsnitlige halveringstid i plasma varierede fra 5-6 timer for verteporfin.De gennemsnitlige AUC-værdier for personer med lettere leverfunktionsnedsættelsevar op til 1,4 gange større end for personer med normalleverfunktion. Denne forskel er ikke klinisk relevant og kræver ikkedosisjustering for patienter med lettere leverfunktionsnedsættelse. Densamlede udskillelse af verteporfin og BPD-DA i human urin var mindreend 1%, idet udskillelsen overvejende sker med galden.Prækliniske sikkerhedsdataI studier med gentagen dosering til rotter og hunde (en gang daglig udenlys i op til 4 uger) fandtes mild ekstavaskulær hæmolyse og hæmatopoetiskereaktioner ved doser på mere end 70 (rotter) og 32 (hunde) gange deneksposition (AUC), der anbefales til mennesker. Hurtig infusion af 2,0 mgverteporfin/kg med en hastighed på 7 ml/minut til bedøvede minigrise (50gange større end den anbefalede dosis til mennesker) resulterede i hæmodynamiskevirkninger og sommetider hurtig død, som indtrådte mindreend 2 minutter efter infusionen. Præ-medicinering med diphenhydraminmindskede disse virkninger, hvilket tyder på, at reaktionen i et vist omfangkan være histaminudløst. De pågældende doser påvirkede ikke vågne dyr.Man fandt ingen påvirkning af hverken vågne eller bedøvede hunde, derfik infunderet 20 mg verteporfin/kg med en infusionshastighed på 5 ml/min.Dosis-virkningsstudier til belysning af den okulære toksisitet af verteporfinog lys er udført på raske kaniner og aber. Graden af okulær toksicitet,specielt i nethinden og årehinden, var afhængig af lægemiddeldosis, lysintensitetog belysningens varigheden. Et studie på hunde, hvor verteporfinblev indgivet intravenøst og med almindelig rumbelysning på øjet, visteingen behandlingsrelateret okulær toksicitet. I et terogenicitetsstudie hosrotter med en dosis større end ca. 67 gange den dosis, der er anbefalet tilhumant brug, sås hos rottefostre en øget forekomst af anoftalmi/microf-76