Nordisk Tidskrift 3/12 (PDF 539 KB) - Letterstedtska föreningen

226 Lars Bukdahl
digt følsomme, men resulterer i lige så stor og kompromisløs sprogkunst,
og Rasmussens bog har lykkeligvis ikke solgt helt få eksemplarer, flere end
mange sprogkunstnerisk fattige og kompromispunkterede værker:
”Bjørn havde en anden drøm hvor han red rundt i Vestjylland, indre by og
udlandet med sig selv i saddeltaksen: en pose med bakterier. For hver fortabt,
forsmået og forsømt sjæl han passerede, fandt han posen frem og tilbød et stykke
Bjørn til den forladte, fordømte, som straks efter indtagelsen blomstrede op
og fulgte trop, og sådan red Bjørn videre i landskabet med en stadig voksende
hale af Bjørnske skikkelser efter sig. For hvert stop de gjorde, brændte de
byens flagstænger af og voldtog, lemlæstede og åd den besiddende magt. Da
der til sidst ikke var mere tilbage i posen, trak Bjørn den ned over hovedet,
bandt tøjlen rundt om halsen og satte sporene i siden på hoppen. De sortklædte
skikkelser stod side om side i en lang række og så ham forsvinde i horisonten.”
Sølverne og visionært raseri! Ligesom i Termostatens nat, der lader sin morderiske,
navnløse hovedperson fare forvildet rundt i de betændt danmarkshistoriske
landskaber på Als i Sønderjylland og støde ind i både en grim nationalist
og meget-lidende Tine fra Herman Bangs klassiske 1864-roman, der grusomt
også støder ind i hinanden; det raffinement, der gemmer sig lige under den
furiøse overflade hos Bjørn Rasmussen, er helt fraværende hos Kasper Nørgaard
Thomsen, han jager hovedløst frem gennem stikkende krat. En symbolsk location,
der godt kan ligne en grum Danmarks-allegori, og som går igen hos både
Rasmussen og Nørgaard Thomsen, er bordellet (nævnt i forbifarten, med aristokratisk
væmmelse, i Rystet spejl), her skrammel-versionen i Termostatens nat:
”Et ægte reservat, svarer manden. For dem som ikke kan tåle staten. For dem
som har indset at stafetten er lavet af benmel; en modstandslomme, en parentes,
en lejrplads, for degenererede altruister, bestialske konkubiner, for afvigende
husmødre, fyldige afrikanere, fjernstyrede østeuropæere, for thai-hobitter, der
lever af skrin og lys og nystrøgne håndklæder, små, koncentrerede templer, rødt
lys, en mening i galskaben, den sidste våbenhvile inden markedet ofrer os.”
Én kæmpestor romansø og mange romanbække små
Én kæmpestor roman var i 2011 umagen værd at læse, fordi den selv gjorde
sig den fantastiske umage at kvalificere sin kæmpestorhed, Vibeke Grønfeldts
fjerde og afsluttende bind i sin romanserie om landmandsdatteren Agnete
Holm. Modsat de øvrige bind splintres kronologien totalt i denne beretning
om de sidste 50 år af klogt stædige og ømt nynnende Agates lange liv. Pointen
er også, at der ikke er noget plot, der får dette og andres liv til at hænge sammen:
der er gamle og nye relationer, og så er der øjeblikkene, det ene efter
det andet, gråt eller lysende, men også de grå øjeblikke kan komme til at
lyse, hvis de illumineres med omhyggelig ildhu, hvilket Grønfeldt og Agate
aldrig undlader at gøre. Men derfor er romanen pænt umulig at referere, hvil-
Nordisk Tidskrift 3/2012