Nordisk Tidskrift 3/12 (PDF 539 KB) - Letterstedtska föreningen

220 Henrik Wivel
Kerstin Ekmans intrikate greb om den litterære inspirationserfaring står
hun ikke alene med i svensk litteratur, ligeså lidt som i litteraturens og kunstens
historie i det hele taget. Et angiveligt forbillede for Kerstin Ekman er jo
Selma Lagerlöf, der allerede i sin debutroman "Gösta Berlings saga" (1891)
skriver om ”selviagttagelsens underlige ånd”. Altså det forhold at der hos det
skabende menneske altid er en ånd, der sidder i baghovedet og trevler ens
væsen i stykker, så man aldrig kan blive et med verden og dens bevægelse,
aldrig kan give sig hen umiddelbart, og til stadighed er sig smertelig bevidst
om at man spiller en rolle, ser sig selv ude fra, og hvis man skal drive det til
noget, må tage den hæslige selviagttagelses ånd i ed. Et af Selma Lagerlöfs
forbilleder, H.C. Andersen, kaldte det i eventyret ”Snedronningen” (1845)
for en splint fra troldspejlet, som fik mennesker til at se alting forkert og på
vrangen. ”Forstandsisspillet” kaldte Andersen det også i eventyret, da han lod
Snedronningen forføre den lille Kay, så han kom væk fra sin elskede Ida, og
inde i Snedronningens isslot for altid syntes at tabe uskylden af syne.
Denne hæslige, uformelige og intrigerende figur fra de nedre regioner
optræder overalt som en skyggefigur i Selma Lagerlöfs bevidsthed, og dermed
i de fortællinger af stor skønhed, hun føder deraf. I "Dagbok" fra 1933
kalder den unge pubertetspige Selma hende for Marit, og lader hendes krybe
ind i hendes øre, hvor hun skaber støj på linjen. I Selma Lagerlöfs store finale
romantrilogi om familien Löwensköld (1925-28) hedder intriganten og den
drivende kraft Thea Sundler, og hun har ikke blot meget, men stort set alt
tilfælles med Kerstin Ekmans Barbro i "Grand final". Det fysiske frastødende,
den tøjlesløse seksualitet, men frem for alt evnen til at få ting til at ske, og
dermed historier sat i verden. I et sent essay om "Värmlands naturskönhet"
(1933) dukker hun op i grænselandet mellem Norge og Sverige. På rejsen ind
mod grænsen stiger en tåge op fra Selma Lagerlöfs hjerne og fortætter sig for
øjnene af hende som en beskidt, bullen, tyk, fedtet og glinsende kvinde med
onde øjne. En tiggerkvinde, som gør det menneske ond, som ikke giver hende,
hvad hun begærer. Men for Selma Lagerlöf viser hun sig og nikker genkendende
til hende som en slags tak for, at forfatteren i så mange år trofast har
båret hendes billede i sig og givet det næring. Ansigt til ansigt. Med andre ord,
opretholdt den pagt, som litteraturen fødes af.
Den spanske digter Federico Garcia Lorca kaldet i et essay fra 1922 denne
inspirerende kraft for Duenden. Digteren har en skytsengel over sig, en muse
ved sin side, men Duenden er den dæmoniske kraft i ham eller hende, uden
hvilken de to andre kræfter intet er. Det er denne kraft, Kerstin Ekman har
skrevet sin "Grand final" om. Det er ikke smukt, og det skal det heller ikke
Nordisk Tidskrift 3/2012