Nordisk Tidskrift 3/12 (PDF 539 KB) - Letterstedtska föreningen

HENRIK WIVEL
Forfatterens to ansigter 219
FORFATTERENS TO ANSIGTER
En stor omdiskuteret roman i Sverige i 2011 var Kerstin Ekmans Grand final
i skojarbranschen. I romanen skriver den let forklædte forfatter satirisk og
besk om sit liv og dets fortrædeligheder, men også på et dybere niveau om den
inspiration, der er drivkraften bag det hele. Således er "Grand final" ikke bare
en roman, men også en såkaldt meta-roman, fordi den beskriver den inspirationserfaring,
hvormed romaner – og i Kerstin Ekmans tilfælde – hele forfatterskaber
bliver til. Og det er ikke nødvendigvis noget kønt syn. Tværtimod,
når masken rives af et menneske, blotlægges sårmærkerne.
"Grand final" handler således om det skabende samarbejde mellem to mennesker,
den ene en grim, klodset og fysisk anmassende kvinde, og den anden
en smuk, æstetisk bevidst og forførende verdensdame. Den ene fra de lavere
sociale lag, den anden fra de højere. De to kvinder har indgået en pagt. Den
smukke Lillemor får sine skønlitterære historier fra den oformelige Barbro.
Barbro befinder sig nede i fortællingernes beskidte og støjende maskinrum,
mens Lillemor befinder sig oppe på den glatte overflade, hvor hun forlener
energien med skønhed og offentlig iscenesættelse. Således går mange år, og
et forfatterskab bliver til, hvor den ene tager æren, og den anden laver alt det
hårde arbejde. Romanens intrige er fastsat til den dag, hvor Barbro truer med
at bryde pagten og afsløre dobbeltspillet, og bringe den utilslørede historie
om, hvordan det virkelig står til mellem de to. Og dermed tage æren fra
Lillemor. Det kan kaldes en hævn, fordi Barbro pludselig stikker hovedet op
fra maskinrummet og begynder at beflitte sig med den litterære mondænitet og
ydre succes, der har været Lillemor til del. Og Lillemors illusion om, at hun,
som der står, har ”renskrevet” Barbros beskidte fantasier, og dermed forædlet
og forfinet dem til rigtig litteratur, står for fald.
Hermed er scenen sat til en fascinerende dialog mellem to stridende stemmer,
og i metaforisk forstand mellem to sider af det kunstneriske og litterære
selv, hvor dobbeltspillet må vige for den faktiske sandhed, og inspirationen
potentielt tvinges til ophør. For det er jo hos Kertin Ekman sådan, at når pagten
brydes, er der måske nok en historie tilbage at fortælle, tæt ind under den
faktiske virkelighed, men der er ikke egentlig litteratur, fordi litteraturen altid
vil bygge på en løgn, en form for iscenesættelse, besmykkelse, og æstetisk og
retorisk kraft. Vi kan ikke alle skrive som Karl Ove Knausgaard, hvis såkaldte
”autofiktion” er bundet til de faktiske forhold. Og den kamp, han synes at føre
igennem seks binds minutiøs selvbiografi, er måske i virkeligheden for intet
at regne i forhold til den kamp, der føres, når man som Ekman ønsker at flytte
en del af skønheden uden for selvet, og skrive sig ind i menneskers hjerte med
”rigtig” litteratur.
Nordisk Tidskrift 3/2012