Nordisk Tidskrift 3/12 (PDF 539 KB) - Letterstedtska föreningen

230 Lars Bukdahl
også ville være blevet behandlet som sådan, tror jeg, hvis den som digterens
øvrige bøger var udkommet på Gyldendal, i stedet for på mikroforlaget After
Hand, i to omgange endda, først i et bittelille oplag med håndlavede omslag
og fordring om at underskrive et løfte om kun at bruge penge på nødvendige
fødevarer i en uge. For parallelt med Sternbergs Stenalderdigte, bare helt uden
(selv)ironi, vil teksterne have os til at leve bæredygtigt igen, så klimakrisen
kan undgås, hvilket resulterer i et sært mix af rituelle og rørende erindringsgentagelser,
halvhermetisk automatskrift og almindelig fakta boks-dundertale,
som jeg gerne lader mig anfægte af, mens jeg stærkt håber, at dette hverken
principielt eller reelt er fremtidens poesi.
Årets mest kukkede og kukkende digtsamling var Juliane Preislers
Drageånde, der var noget så sjældent fra en etableret digter og aldrig-før-set
i lige dette forfatterskab som en LYDDIGTsamling – alskens natur- og kulturlyde
omhyggeligt noteret, afbrydende sædvanlige Preislerske, lettere cute
og patetiske genrebilleder, men så til gengæld også tagende AL opmærksomheden.
Overfor tristessen, også sprogligt i Forfatterskolerektor Pablo Llambìas’
privatlivs-sonetter i Monte Lema, vil jeg stille den unge digter Chresten
Forsoms eksklusive udgivelse MANHATTAN, præmieret med Bukdahls Bet –
Den smalle litteraturpris, med afskrevet facade-skrift fra gadehjørner i New
York opstillet som gadehjørner på akustisk skrivemaskine, sådan stjæler man
kreativt og vitalt virkelighed!
Præmiedebutant: Olga Ravn med alt for ambitiøst betydende, men heldigvis
også bare heftigt trallende Jeg spiser mig selv som lyng, der i mine øjne langt
overdøvede lige så roste Julie Sten-Knudsens søvndyssende, på både kryds og
tværs artige debut Hjem er en retning.
Også er der ingen vej udenom opremsning: Thomas Krogsbøls forknytte
punknumre i Jeg er fluen, Thomas Bobergs satiriske dystopi i Hesteæderne
2. Den store duel, Knud Steffen Nielsens rygvendte cirkusnumre i Ordinér
nye kroppe, Janina Katz’ sarkastiske sigøjnermusik i Skrevet på polsk, Simon
Grotrians digte og bønner i Selvbinderhjertet og Domkirkeperlen.
Min yndlingsbog fra året, der gik, blev angiveligt skrevet for 2000 år
siden af en ikke videre spektakulær romersk embedsmand Spurius Polluctus
Virgis; Fragmenter er genrebetegnelsen og titel på Harald Voetmanns livlige
”oversættelse” af Spurius’ ungdoms- og manddoms- alderdomsskriverier, og
her et fragment af et epigram:
”Lad min berette en morsom ……………./ …………………………./ men
da kykloppen kom hjem (til sin grotte) var al osteløben/ drukker af katten, som
nu lå dér (ved ilden og spandt).”
Udødelige var også 2011 kun de litterære pointer, det var overladt til læseren
at finde historien til.
Nordisk Tidskrift 3/2012