Download PDF - Dansk Center for Byhistorie

Arbejdet med at udvikle folkeskolen i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af
1990’erne skyldtes således i overvejende grad Folketingets 7-punktsprogram, og resultaterne
heraf blev brugt som baggrund for den forestående indholdsreform af folkeskolen, hvor der
blandt de nye temaer som nævnt var tættere lærersamarbejde i form af teams omkring den
enkelte klasse, tværfagligt og projektorienteret undervisning. Hovedtanken var at indrette
undervisningen efter den erkendelse, at eleverne ikke oplevede verden som opdelt i faglige
elementer, og undervisningen skulle tilstræbes en større helhedsorientering med klarere
reference til den praktiske hverdag. Blandt kendetegnene i den danske folkeskole er også
enhedslæreruddannelsen, hvor klasselæreren har spillet en centralrolle gennem den enkelte
klasses udviklingsforløb, og samtidig har det danske undervisningssystem haft et grundfæstet
skole-hjem samarbejde i sammenligning med andre landes skolesystemer.
Der har længe eksisteret en ideologisk kulturkamp omkring folkeskolens udvikling. På
den ene side med Bertel Haarder som frontfigur har man anskuet kvalitetsudviklingen ud fra en
økonomisk synsvinkel med stor vægt på kundskabsindlæring og tests af eleverne, hvor
vurderingsformerne og indholdet antog en erhvervsforberedende form. Haarders foretrukne
styreform har været et skolevæsen karakteriseret ved en udbredt decentralisering, hvor
beslutninger i vid udstrækning har været udlagt til kommuner og skolebestyrelser.
Haarders ideologiske modstandere har primært været folkeskolelærerne, der
overvejende har følt sin indflydelse reduceret siden styrelsesreglerne i 1990. Kvalitetsbegrebet
ifølge folkeskolelærere har overvejende været baseret på ikke-målelige parametre, hvor
undervisningens primære formål har været at bringe eleven i stand til at klare nye udfordringer
og deltage som aktiv og selvstændig borger i et demokratisk samfund.
Lærergruppen har mødt kritik for sin gentagne afstandtagen fra ydre politiske tiltag og
forandringer indenfor deres fagområde, og klicheen har lydt, at lærerne kun ønskede selv at
bestemme hvad der skulle undervises i, hvorledes undervisningen skulle foregå, og at man i
øvrigt ikke kunne måle kvaliteten af hverken undervisningen eller lærernes indsats. I den
henseende bekom det ikke folkeskolelærerne vel, at der blev sat øget fokus på
undervisningssystemets udbytte gennem Bertel Haarders undervisningsministerperiode.
Den moderne kvalitetsdiskussion tog gradvist form i starten af 1980’erne, hvor strømningen
kom fra USA og via OECD blev spredt til Vesteuropa, hvor blandt andet Magarat Thatcher og
80