Download PDF - Dansk Center for Byhistorie

Nu kan brugbarheden af internationale sammenligner med andre landes folkeskoler
selvfølgelig diskuteres; at pege på en krise i den danske folkeskole alene på baggrund af de
udkomne PISA-undersøgelser er ikke specielt velbegrundet. PISA har som et af sine erklærede
mål at være i stand til at måle forskelle i elevpræstationer over tid med indsamling af data hvert
tredje år, og PISA har været mødt med en del skepsis, der blandt andet bunder i forbehold
overfor muligheden for at måle og vurdere på tværs af kulturelle forskelle i
uddannelsessystemernes værdier, strukturer og læseplaner. Brug af standardiserede prøver er
ikke særligt udbredt i det danske skolesystem i forhold til andre lande. Dette forhold kan have
afgørende indflydelse på testresultaterne.
Noget af det, der vækker mest opmærksomhed ved internationale undersøgelser
såsom PISA, er den rangorden af landene, man kan foretage på baggrund deres gennemsnitlige
præstation. De iøjefaldende resultater rummer i sig selv kun en begrænset information, da
resultaterne kun er baseret på en udvalgt population blandt 15-årige, men trods denne
udtrækningsusikkerhed in mente er Danmarks midterplacering alligevel næppe noget, der huer
hverken politikere, undervisere eller forældre i den danske folkeskole.
En konklusion på PISA 2000 var, at den danske folkeskole var omsorgsfuld og
kærlig, og forsøgte at møde eleverne positivt, hvor de var – men, at den nok også var en smule
slap i kravene til at yde og præstere i forhold til andre landes grundskole. 204 Hvad motivation
og samarbejde angik, var de danske elever meget positivt indstillede – også mere, end man så
det i de andre nordiske lande. Indsats og vedholdenhed var til gengæld områder, hvor de
danske elever blev placeret relativt lavt, ligesom den karrieremæssige motivation heller ikke
talte specielt højt hos de danske elever.
Folkeskolernes kvalitetsmæssige krise fandt sted i en periode med store strukturelle
omvæltninger. Skolernes selvforvaltning og decentralisering blev skabt under paroler om lokal
selvbestemmelse, frihed og kreativitet, men selvforvaltning og decentralisering har også
betydet, at skolerne og deres skolebestyrelser skulle administrere nedskæringer og ofte måtte
’råde frit’ i meget stramme budgetter. Dette er blandt lærere og skolebestyrelsesmedlemmer
blevet opfattet som ansvarsforflygtigelse fra politikkernes side, hvorved kommunalpolitikkerne
har sluppet for besværet med detaljerne indenfor hver enkelt folkeskoles økonomiske forhold.
204 Mejding 2004, 148
82